Færre voksne til at passe flere børn i skolefritidsordninger

I en ideel verden er pædagogen den, der sætter gang i en omgang dåseskjul, hjælper med lektierne og trøster, hvis tårerne presser sig på. Men i den virkelige verden er der nærmere tale om gårdvagter og opsynsmænd, der skal sørge for, at alle er til stede - og i nogenlunde god behold. »I SFO'erne nærmer vi os en situation, hvor det er ren opbevaring«, siger Birgit Elgaard, formand for pædagogernes forbund, BUPL. Vagt i gevær Hun skyder skylden på de lave normeringer og skolernes dårlige stand. »Der er grund til at råbe vagt i gevær, når man tonser børn ind i institutionerne, og pædagogerne nærmest er nødt til at bruge megafon for at råbe dem op«, siger Birgit Elgaard, som kender til i hvert fald ét sted, hvor megafonen dagligt bliver taget i brug. Negativ børnekultur I takt med, at skolefritidsordningen er vokset til Danmarks største pasningsordning, er antallet af pædagoger faldet. Før i tiden havde hver pædagog i gennemsnit ansvaret for 11 børn, i dag er antallet vokset til 14. Samtidig er antallet af børn i SFO'erne eksploderet: På 14 år er antallet femdoblet. »For det første er det nærmest umuligt for de voksne at lave en eftermiddag med et ordentligt pædagogisk indhold, når der er så få pædagoger«, siger Dion Sommer, psykolog på Aarhus Universitet. »Og for det andet ved vi fra andre undersøgelser om børn i grupper, at jo større gruppen bliver, jo større er risikoen for, at der kommer en hierarkisk struktur, hvor nogle børn er aggressive og dominerende, og andre simpelthen må rette ind. Det er en negativ børnekultur, som pædagogerne ikke kan gøre så meget ved, når de er så få«. Store forskelle Der er ingen minimumskrav til normeringen, så kommunerne kan selv bestemme, hvor mange pædagoger de vil ansætte per institution. Det betyder store forskelle fra SFO til SFO. Nogle steder er der helt op til 20 børn per pædagog, og andre steder er der kun 6 børn. SFO'er er i modsætning til fritidshjem og børnehaver ikke reguleret, fordi SFO'er hører under folkeskoleloven. Derfor er de også den absolut billigste pasningsordning for kommunerne. Ingen alenetid »Man kan spare sig fattig. De børn, der i særlig grad savner en voksen at sidde på skødet hos, eller hvad det måtte være, er også dem, der savner det mest derhjemme«, siger børneforsker på Højvangseminariet, Erik Sigsgaard. Han er ikke bare bekymret for de lave normeringer, men i lige så høj grad det, at næsten alle børn kommer i institution. I dag bliver 81 procent af de 6-9-årige passet i en institution, og for langt størstedelens vedkommende er der tale om en skolefritidsordning. »Det har sat sig i vores bevidsthed, at det er bedst, hvis børn kommer i institution, hvor der er nogen, der passer på dem og overvåger dem. Der er en manglende forståelse for frihedens betydning - at gå løs så at sige«, siger Erik Sigsgaard, som gerne vil sætte spørgsmålstegn ved, om kontrollen ikke kan blive for omfattende. Han hentyder til, at langtfra alle i forældregenerationen var i institution fra morgen til aften: »Når man spørger voksne, om de selv gik løs, svarer de positivt, og ingen ville undvære det. Men vi forlanger for vores egne børns vedkommende, at de skal være overvåget hele tiden«, siger Erik Sigsgaard. Forsvarlig ordning Men man skal passe på med romantiseringen, mener formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann: »Jeg synes ikke, alternativet er, at børnene skal lege alene nede i gården - den tid er voldsomt romantiseret. Dengang herskede jungleloven med voldsom mobning og hakkeorden, det var bare usynligt for de voksne. Jeg synes, man skulle bruge flere ressourcer på at lave et tilbud, hvor børnene har deres egen tid, men hvor der også er omsorg og aktiviteter«, siger han. Forældreorganisationen Skole & Samfund er godt tilfredse med, at der er et tilbud til børnene efter skoletid. »Set med mine øjne er ordet pasning et forkert ord at bruge. Det er et pædagogisk tilbud, som kommunen stiller til rådighed«, siger formand Thomas Damkjær. Han mener, at de fleste SFO'er er en forsvarlig ordning. »Det er vigtigt, at vi ikke ser det som et opbevaringstilbud, og det synes jeg også, de fleste kommuner lever op til. Men den lokale normering, det er noget, man må tage stilling til lokalt, om man er tilfreds med«.