Biskopper splittet over homovielser

Lyt til artiklen

Landets biskopper måtte opgive at blive enige om en fælles holdning til kirkelig vielse af homoseksuelle under deres to dages bispemøde i Odense. Bisperne er splittet på kryds og tværs i deres holdninger og udskød den videre debat til senere. »Biskopperne ser forskelligt på nødvendigheden af fælles ordninger vedrørende velsignelse eller vielse af registrerede partnere, men finder, at der er behov for en nærmere præcisering af det teologiske grundlag for biskoppernes udtalelse fra 1997«, hedder det i referatet fra mødet. Krav er vokset I 1997 vedtog biskopperne, at homoseksuelle, der lader deres partnerskab registrere, kan modtage en såkaldt gudstjenestelig markering i kirken. Men de senere år er kravet vokset fra de homoseksuelles side om en egentlig vielse i kirken. Det støttes af et flertal af danskerne, mens de fleste præster er imod, ligesom altså biskopperne er splittet. »Indbyrdes har vi holdninger, der strækker sig over hele spektrumet fra venstre til højre«, siger Roskildes biskop Jan Lindhardt, der selv går ind for et egentligt vielsesritual for homoseksuelle. Han oplyser også, at netop det punkt på mødet tog sin tid. Svar skal analyseres Biskopperne vil nu spørge de forskellige kirkeretninger, hvad de mener om emnet og hvorfor. Derpå vil de undersøge og analysere svarene. »Vi vil kigge på de over- og undertoner, der er i den kirkelige debat. Det er meningen at få grundlaget for uenighederne belyst«, siger Lindhardt, der selv tror, det er et spørgsmål om tid, før vi har et vielsesritual for homoseksuelle. »Personligt tror jeg det ordner sig inden for ti til tyve år, men det er mine egne synspunkter«, understreger han. Biskopperne diskuterede også kirkeminister Tove Fergos oplæg 'En folkekirke - men tæt på', der har til hensigt at skyde en debat i gang om økonomi, demokrati og statens forhold til folkekirken. Bisperne ønsker, at en kommission nedsættes til at arbejde med sagen, hvad kirkeministeren er imod. I dag har Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer indkaldt store dele af det kirkelige landskab, herunder biskopperne, for at drøfte folkekirkens struktur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her