Menighedsråd sætter spørgsmålstegn ved egen valgbarhed

Sagen om Thorkild Grosbøll har skabt uro i præstens menighedsråd. - Foto: Nicolai Svane
Sagen om Thorkild Grosbøll har skabt uro i præstens menighedsråd. - Foto: Nicolai Svane
Lyt til artiklen

Er et menighedsråd valgbart, når det støtter en præst, der måske bliver dømt ude af folkekirken? Det spørgsmål vil man i Taarbæk Sogn gerne have svar på, inden forberedelserne til menighedsrådsvalget i november meget snart går i gang. Derfor sender menighedsrådet i Taarbæk efter et møde et brev til Kirkeministeriet med to spørgsmål: Er de nuværende medlemmer valgbare ved det kommende menighedsrådsvalg, selv om de støtter deres suspenderede sognepræst Thorkild Grosbøll? Og har de pligt til at træde ud af rådet, såfremt Grosbøll dømmes ved en gejstlig ret efter valget? Støtte til Grosbøll »Vi har jo som menighedsrådsmedlemmer underskrevet en erklæring om at vi vil udføre vores hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke. Derfor mener vi, at vi skylder vælgerne, at de ved, om vi kan blive siddende i hele perioden«, siger rådets formand, Lars Heilesen. Både han og de øvrige medlemmer har hele tiden støttet præsten, der ikke tror på en skabende og opretholdende Gud og derfor blev suspenderet fra tjenesten af biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel. Grosbøll har nu til 1. september til at give sin version af sagen, før en sag kan indledes ved en præsteret. Unikt udspil Kirkeretseksperten Jørgen Stenbæk kalder menighedsrådets nye udspil unikt: »Det her drejer sig om forholdet mellem et menighedsråd og det folkekirkelige tilsyn. På den ene side har tilsynet foranlediget, at Grosbøll skal for en præsteret. På den anden side accepterer menighedsrådet ikke grundlaget for tilsynets aktion. Nu er det så op til domstolen at afgøre, om det er menighedsrådet eller tilsynet, der har ret. Et menighedsråd mod det folkekirkelige. Den situation er aldrig set før«, siger han. Stenbæk mener, at medlemmerne af menighedsrådet er valgbare i november, men at der foreligger en ny situation, såfremt Grosbøll dømmes. »I det øjeblik de tilkendegiver en sympati med en præst, der er erklæret uegnet til at beklæde embedet, så er de selv sat sig uden for det folkekirkelige fællesskab. Derpå må de selv hver for sig afgøre, om de vil fortsætte. På det nye grundlag må de tage stilling til deres menighedsrådsløfte, og det vil deres vælgere kunne fordre af dem«, mener han. Uopfordret høringssvar som protest Lisbet Christoffersen, også kirkeretsekspert, er enig. »Spørgsmålet er, om de bliver straffet for at støtte Grosbøll. Nej, det gør de ikke, for man vil gå ud fra, at de handler inden for den kirkelige lovgivnings rammer. Hvis de anerkender en eventuel dom og giver sig til at finde en ny præst sammen med biskoppen, så har de levet op til deres menighedsrådsløfte«, siger hun. Taarbæks menighedsråd besluttede også at fremsende et uopfordret høringssvar på hele sagen til Kirkeministeriet. Det sker i protest mod, at rådet ikke er blevet hørt i forbindelse med, at Grosbøll blev tjenestefritaget. Kirkeministeriet iværksatte sidste måned en høring af såvel sognepræsten som hans fagforening, Akademikernes Centralorganisation, men glemte tilsyneladende menighedsrådet. Lisbet Christoffersen mener, at rådet har god grund til at klage, og henviser til menighedsrådsloven par. 39, stk. 2, der siger: »Forinden tilsynsmyndigheden træffer beslutning om spørgsmål, der særligt vedrører et menighedsråd, indhentes en udtalelse fra vedkommende menighedsråd«. »Det burde betyde, at det var en selvfølge, at de var blevet hørt«, mener hun. Endelig agter Taarbæks menighedsråd at spørge biskop Rebel om, hvorvidt Thorkild Grosbøll må undervise sognets konfirmander. Det sker, selv om han har fået at vide, at han ikke i nogen sammenhæng kan varetage sit embede som sognepræst. »Vi mener ikke, at undervisningen af konfirmander er en kirkelig handling«, siger Lars Heilesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her