Et produkt vises flere gange i tv i den bedste sendetid. Producenten bruger penge på at få produktet vist. Tv-kanalen tjener penge på at vise det. Men nej, det er ikke reklame. I hvert fald ikke i juridisk forstand. Når DR Sporten ved store sportsbegivenheder viser spots med SMS- og telefonkonkurrencer, så er billederne af de lækre præmier ikke reklame set med lovgivningens øjne. Men det er det i annoncørernes. »For dem, der vælger at sponsorere et produkt til de her konkurrencer, er det selvfølgelig at betragte som reklame. For hvis ikke de fik vist deres produkt til en masse mennesker, så ville de jo ikke bruge penge på det. Nøjagtig som med al anden reklame«, siger Johan Boserup, direktør i mediebureauet OMD, der hjælper annoncører med at placere annoncekroner. Fin forretning Ved EM i fodbold blev der før, midt i og efter kampene vist spots, hvor seerne kunne vinde en bil fra Hyundai. På baggrund af seertal fra landskampene har OMD beregnet, hvad billederne af bilen på skærmen er værd. »Vi vurderer, at indslagene er mindst 250.000 og sikkert mere værd for Hyundai i reklamekroner, og da det er det samme eller mere end, hvad det koster firmaet at give bilen til DR, så er det jo en fin forretning for Hyundai«, siger Johan Boserup. Det synes bilfabrikantens marketingchef også. »Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få lov at fortælle noget mere om bilen i indslagene, men synligheden er det vigtigste for os i denne sammenhæng. Vi får eksponeret en af vores nye lækre modeller til en meget stor gruppe mennesker. Vi betragter det måske ikke så meget som reklame, men som product placement, altså ligesom når man placerer et produkt i en film. Vi har været meget tilfredse med, hvad vi har fået for pengene«, fortæller Hyundais marketingchef Jens Ibsen. DR tjener på konkurrence SMS'erne til konkurrencen er overtakserede og koster fire kroner mere at sende end en normal SMS. Selv om størstedelen af pengene går til teleselskabet, så har DR også en egen fortjeneste. Tv-stationen vil ikke oplyse hvor meget, men Ifølge OMD er indtægten ganske stor. »Vores beregninger viser, at DR's indtægt ligger på cirka 250.000 kroner med denne konkurrence, hvilket ikke er mindre end Hyundais udgifter. Så økonomisk er pengestrømmen altså den samme, som hvis de havde købt en reklame på for eksempel TV 2. Et firma betaler et beløb, og tv-stationen har det samme beløb i indtægt«, forklarer Johan Boserup. Bare ikke for lækkert I Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed står der, at man gerne må præsentere præmier, så længe de ikke vises på en anprisende vis. Det er altså lovligt at vise produkterne, bare det ikke ser for lækkert ud. »Derfor anstrenger vi os for selv at lave billederne af præmierne. Det er dybest set bare en bil, der kører af en vej. Det må ikke kunne forveksles med en reklamefilm«, fortæller Jan Rosendal, redaktionschef på DR Sporten. Det fremgår endvidere af programmets rulletekst, at der er tale om en sponsoreret præmie. »Jeg kan dog sagtens forstå, at der er nogle, der kan misforstå det her som reklame. Men dels er det fuldstændig efter loven, og dels er det jo for at give seerne nogle gode præmier, de kan vinde. Vi gør det ikke primært for at tjene penge, men for at få noget interaktivitet med seerne«, fortæller Jan Rosendal. Kritik af DR For et par år siden blev DR kritiseret for at have firmalogoer på gulvet ved et større sportsshow. I den forbindelse blev DR's interne reklameregler strammet og generaldirektør Christian Nissen udtalte: »Et af DR's særkender er, at vi netop ikke er reklamefinansieret. Når man ser vores programmer, må man ikke blive i tvivl«. Ifølge Jan Rosendal, redaktionschef på DR Sporten, kan SMS-konkurrencerne ikke sammenlignes med den sag. Men det handlede jo om, at et produktnavn var blevet vist i bedste sendetid på DR Sporten. Er det ikke det samme, der sker her? »Ja, men her sker det helt efter reglerne«. Men for seeren står der vel det samme indtryk tilbage? »Nej, det mener jeg ikke. Her står det jo blandt andet i programmets rulletekst, at det er en præmie, der er sponsoreret. Og så er det jo også et spørgsmål om forbrugerinformation. Folk skal kunne se, hvad det er, de kan vinde«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























