Selv om hver anden kvindelig indsat i de danske fængsler er stofmisbruger, er der ingen venteliste til Danmarks eneste behandlingsafdeling for kvinder. 'Ærgerligt' Nogle af kvinderne når at udstå deres straf i arresten, fordi ventetiden, fra de bliver varetægtsfængslet, til de bliver dømt, er lang. Andre får ikke lange nok domme til at nå igennem et behandlingsforløb. »Det er ærgerligt, fordi vi så mister de kvinder - forstået på den måde, at de ikke får mulighed for at få behandling, før de bliver sluset ud af systemet igen«, siger fængselsfuldmægtig ved Vestre Fængsel, Elisabeth Houmann. Låst af procedurer I Horserød Statsfængsel findes den eneste behandlingsafdeling for kvindelige stofmisbrugere. Lige nu sidder der kun 11 kvinder, selv om der er plads til 14. »Piger er der nok af. Men vi er afhængige af proceduren op gennem systemet«, siger Lene Stochholm. Hun er behandler og souschef i den selvejende institution Projekt Menneske, der i samarbejde med Socialministeriet og Kriminalforsorgen sidste år i maj åbnede behandlingsafdelingen i Horserød. Domme er for korte I marts sidste år åbnede også en motivationsafdeling i Vestre Fængsel, der har til formål at få kvindelige misbrugere videre til Horserød. Projektet skal foreløbigt køre i en forsøgsperiode på tre år. For at kvinderne skal nå at få noget ud af et behandlingsforløb på Horserød, skal de mindst tilbringe to måneder på afdelingen, oplyser Lene Stochholm. Men ifølge kriminalpolitiet får mange stofafhængige kvinder simpelthen for korte domme, til at de kan nå det. Typisk begår stofafhængige kvinder såkaldt berigelseskriminalitet, som eksempelvis butikstyverier. Derfor står de ofte til kortere domme på mellem 40 og 60 dage og når derfor aldrig i behandling. De kvinder falder ofte tilbage til det, de kom fra, og ryger ind og ud af arresten. Lektor: En systemfejl Anette Storgaard, lektor i strafferet ved Aarhus Universitet, mener, at noget tyder på, at »systemerne ikke taler ordentligt sammen«. »Kriminalforsorgen kunne jo starte med at undersøge, om der overhovedet er en målgruppe, som matcher behandlingstilbudet på Horserød«, siger hun. Tæt på lukning De nye behandlingstilbud til kvinderne har allerede været lukningstruet, fordi der i august sidste år kun var én indsat. Det var svært at forklare internt i systemet, når alle andre fængselsafdelinger er overbelagt. »Vi gjorde alt for at bevise, at manglen på indsatte på afdelingen ikke skyldtes, at der ikke var nok kvinder. Men at alle de, der skulle indsættes på afdelingen, sad fast i systemet«, siger Lene Stochholm. Fængselsinspektør i Horserød, Arne Ougaard, påpeger endnu en mulig årsag til, at der ikke er nogen venteliste til behandlingsafdelingen. »Det tager erfaringsmæssigt meget lang tid at løbe sådan en afdeling i gang. Derudover er der en andel af kvindelige indsatte i fængslerne, som har behov for at komme på afdelingen, men som ikke er motiverede«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























