Den lille Mørkhøj Kirke stikker nu en kæp i hjulet for det millionbyggeri, der skal omdanne Danmarks Radios nuværende TV-Byen til et stort bolig- og erhvervsområde. Ombygningen, der skal resultere i mindst 600 boliger og 3000 arbejdspladser, var planlagt til at gå i gang, når DR er flyttet til det nye mediehus i Ørestaden i 2006. Byggeri for højt Allerede nu er Gladsaxe Kommune imidlertid i gang med at afslutte den lokalplan, der skal bane vejen for byggeriet. Og det er her, at den lille kirke har stukket kæppen i det store hjul. Ifølge naturbeskyttelseslovens paragraf 19 er det nemlig ikke tilladt at bygge i en højde over 8,5 meter inden for en afstand af 300 meter fra en kirke, medmindre kirken i forvejen er omgivet af bymæssig bebyggelse. Det er Mørkhøj Kirke ifølge stiftfuldmægtig fra Helsingør Stift, Carsten Kruse Olsen, ikke. »Og i lokalplanforslaget indgår mulighed for at bygge op til 28 meter højt. Derfor nedlægger vi nu veto mod lokalplanen«, siger Carsten Kruse Olsen til Ritzau. Arbejde med lokalplan sat i stå Vetoet betyder ifølge Carsten Kruse, at arbejdet med lokalplanen sættes helt i stå. Det har Stiftsøvrigheden som statslig myndighed nemlig magt til. »Gladsaxe Kommune kan så anke vores veto til Miljøministeriet, hvis de vil det«, siger Carsten Kruse.
Kirke stikker kæp i hjulet for byggeri i TV-Byen
Lyt til artiklen