Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Patienter skal lære at leve med et dårligt hjerte

Lyt til artiklen

Hjertepatienter på Bispebjerg Hospital får i dag tilbud om at komme på skolebænken for at lære at leve med deres sygdom efter operationen. Hospitalet har åbnet en særlig rehabiliteringsklinik, der tilbyder patienterne tværfaglig støtte til bl.a. rygestop, kostændring og fysisk træning. Psykosocial støtte og opfølgende lægesamtaler med medicingennemgang indgår også i forløbet. 389 patienter har været igennem 'hjerteskolen' og afprøvet metoden i et projekt, som i øjeblikket er ved at blive evalueret. »Vi har målt på dødelighed, genindlæggelser og livskvalitet, og selv om vi ikke har de endelige resultater endnu, ved vi fra udenlandske erfaringer, at der er gevinster at hente på disse områder«, siger projektlederen, læge Ann-Dorthe Zwisler fra Statens Institut for Folkesundhed. Liv kunne spares Ifølge klinikchef på Bispebjergs Kardiologisk Klinik, overlæge Jørgen Fischer-Hansen vil et konsekvent tilbud om hjerterehabilitering til patienter, der er opereret efter en blodprop i hjertet, kunne spare 300-400 dødsfald om året. »Vi mener, at der er udenlandsk dokumentation for omkring en tredjedel færre genindlæggelser og en tredjedel færre dødsfald blandt patienter, der har fået en organiseret undervisning«, siger han. I dag tilbydes kun omkring ti procent af landets hjertepatienter en målrettet undervisning med personlig støtte. 110 på skolebænken Bispebjerg Hospitals projekt viser, hvordan sådan en undervisningsindsats kan organiseres, og håbet er, at andre hospitaler vil lære af det. Projektet beskrives i bogen 'Hjerterehabilitering'. Undervisningen på hjerterehabiliteringsklinikken foregår i hold, men er skræddersyet til den enkeltes behov. Og erfaringen fra Bispebjerg er, at den kan gennemføres for 6.000 kroner per patient. »Til sammenligning koster en indlagt patient 4.000-5.000 kroner i døgnet. Så hvis undervisningen kan spare genindlæggelser, er der penge at tjene«, siger Ann-Dorthe Zwisler, Statens Institut for Folkesundhed. Bispebjerg Hospital har selv så gode erfaringer fra projektet, at 'hjerteskolen' nu er gjort til et permanent tilbud. 110 hjertepatienter deltager i øjeblikket i undervisningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her