Politiet i Silkeborg undersøger, om også den mere organiserede og godkendte del af fyrværkeribranchen, står bag ulovlig import af knaldfyrværkeri. På en landejendom nær Them ved Silkeborg har politiet fundet 5,5 ton kraftigt knaldfyrværkeri, tilsyneladende direkte importeret fra Tyskland. Kan vælte telefonpæl Ifølge vicekriminalinspektør Vagn Martinussen fra Silkeborg Politi drejer beslaglæggelsen sig om flere end 36.000 kraftige kanonslag. »Det er det hidtil største fund af ulovligt fyrværkeri i Silkeborg. Et enkelt kanonslag kan få en telefonpæl til at vælte. Og det farlige er, at fyrværkeriet indbyder til, at folk holder det i hånden«, siger Vagn Martinussen. Han oplyser, at et mindre fund hos en vognmand af 300 kilo kanonslag og andet fyrværkeri for en uge siden på Silkeborg-egnen har fået politiet til at se lidt ekstra på den etablerede branche, der importerer fyrværkeri.
5,5 ton fyrværkeri beslaglagt i Silkeborg
Lyt til artiklen