De går på omgang mellem op til tredive indsatte. Når de ikke bliver brugt, opbevares de i endetarmen for at undgå konfiskation, og når kanylen er sløv efter mange hundrede fix, bliver den slebet på svovlet på en tændstikæske. Sprøjter i fængslerne er ulovlige, men af hensyn til de indsattes sundhedstilstand, bør man overveje et forsøg herhjemme med at udlevere rene sprøjter i fængslerne, mener sundhedsordfører for Socialdemokraterne Sophie Hæstorp Andersen. »Med baggrund i de evalueringer, der foreligger fra udlandet, synes jeg helt klart, at vi skal lave et forsøg i Danmark. I første omgang for eksempel på en enkelt afdeling eller i et enkelt fængsel«, siger Sophie Hæstorp Andersen. Frygter øget brug af sprøjter Hun henviser til helt nye evalueringer af forsøg med sprøjteudlevering i fængsler i seks lande, blandt andet Tyskland, Spanien og Schweiz. Evalueringerne viser, at sygdomme som hiv og leverbetændelse reduceres. Og fængselsbetjente og direktører er glade for udlevering af sprøjterne, der ikke - som ellers frygtet - er blevet brugt som våben imod betjente. Resultaterne fra udlandet får dog ikke Kriminalforsorgens direktør, William Rentzmann, til at ændre holdning. »Endnu er det her kun prøvet i få lande. Og kun i lande, der har mange flere sprøjtenarkomaner i deres fængsler end her i Danmark. Det er vores klare indtryk, at der ikke er ret mange, der bruger sprøjter i de danske fængsler. De, der vælger at bruge stoffer, indtager dem på andre måder for eksempel i pilleform eller ved at ryge dem. Vi frygter, at hvis man begynder at dele sprøjter ud, vil brugen af sprøjter stige«, siger William Retzmann. Sprøjter giver sygdomme De beskidte sprøjter i fængslerne er blandt andet årsag til bylder og smitte med blodbårne infektionssygdomme som smitsom leverbetændelse og hiv. Reservelæge på Odense Universitetshospital Peer Brehm Christensen lavede for nogle år siden en undersøgelse blandt de indsatte i Statsfængslet i Nyborg. Undersøgelsen viste, at 41 procent af de indsatte, der deltog i undersøgelsen, var stiknarkomaner. 70 procent af dem havde delt kanyler med andre narkomaner i fængslet. Derudover var 87 procent smittet med leverbetændelse C, en sygdom der kan udvikle sig til kræft og skrumpelever. »Udlevering af sprøjter i fængslet er en genial ide. Man bør forebygge ved at give indsatte adgang til rent og gratis værktøj. Sådan er det uden for fængslerne, og sådan bør det også være indenfor«, siger Peer Brehm Christensen med henvisning til en WHO-deklaration, om at indsatte skal have samme sundhedsmæssige tilbud som ikkeindsatte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























