I mere end halvdelen af landets kommuner vil det næste år ikke længere være muligt for brandvæsnerne at rykke hurtigt ud og sende røgdykkere ind for at redde mennesker ud af brændende bygninger. Et stort antal kommuner vil skære bemandingen på brandvæsnets førsteudrykning ned med to mand, og så vil hverken brandchefer eller brandmændenes organisation sende røgdykkere ind i storbrande. »Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at koste menneskeliv på den konto«, siger Henning Holm Johansen, der er formand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer. Skåret i tilskud Sidste år stod samtlige partier i Folketinget bag en ændring af kravet i beredskabsloven om, at der i første udrykningen skulle være syv brandmænd plus en holdleder. Kravet er nu kun fem mand plus en holdleder. Samtidig bliver statens tilskud til kommunernes beredskab skåret ned, har regeringen og Kommunernes Landsforening aftalt. Hvis kommunerne vil fastholde den større udrykningsstyrke, må de altså selv finde pengene et andet sted på budgettet. Svækket beredskab Det er der 91 kommuner, der vil, viser Politikens kommunerundspørge. Men 103 kommuner vil fremover kun rykke ud med fem mand og en holdleder i første udrykningsstyrke. 33 vil i nogle tilfælde køre med den mindre styrke, mens 43 endnu ikke har afgjort det, viser rundspørgen. »Det overrasker mig ikke, at så mange kommuner vil ændre på udrykningsstyrken. De er jo næsten tvunget til det. Men jeg er ikke i tvivl om, at det vil give et dårligere beredskab«, siger Henning Holm Johansen. »I de tilfælde, hvor det virkelig brænder på, kommer man til at vente en rum tid på at sende røgdykkere og redde personer, som ikke kan komme ud af bygningen. Med syv mand og en holdleder har man mulighed for at sende røgdykkere ind. Det har man ikke med kun fem mand og en holdleder. Man skal have et andet røgdykkerhold, som man kan sende ind og redde de to første røgdykkere«. Svært for røgdykkerne Karsten Andersen, der er formand for Landsklubben af deltidsansatte Brandfolk, siger, at kommunerne per definition fravælger røgdykkerindsats, når man skærer udrykningsstyrken ned fra syv mand til fem mand og en holdleder. »Vi har sagt til vores medlemmer, de ikke skal gå ind og foretage egentlig røgdykning, hvis sikkerheden ikke er i orden, og det er vi klar til at tage en sag på. Røgdykkerne skal kun gå ind, hvis de har opbakning, og der er sikret stabil vandforsyning, og det kan ikke lade sig gøre med fem mand og en holdleder«, siger Karsten Andersen. De store hovedstadskommuner København og Frederiksberg vil fastholde den større førsteudrykning. Men i Gentofte og Gladsaxe og i en række mellemstore byer som Helsingør, Næstved, Horsens og Vejle og på hele Bornholm, vil førsteudrykningen blive skåret ned. I Odense, Århus og Aalborg overvejes stadig. Kommunernes ansvar Jens Vibjerg, der er Venstres ordfører i Folketinget, siger, at det er kommunernes eget ansvar at beslutte, hvor stor udrykningsstyrken skal være. »Vi har ikke fra Folketinget sagt, at de skal gå ned til fem mand og en holdleder. Når mange kommuner gør det, må det være ud fra en konkret vurdering af, at det er forsvarligt«, siger Jens Vibjerg. Kunne det ikke også være, fordi regeringen har skåret i bloktilskuddet? »Det var jo et resultat af en forhandling mellem regeringen og kommunerne. Jeg er ikke i tvivl om, at det i en række kommuner har været spild af ressourcer at køre med syv mand og en holdleder. Der er utrolig mange falske alarmer, og jo flere mand, der rykker ud, jo flere ressourcer spilder man på den måde. Men man må vurdere lokalt, hvad der er behov for. Det er lokalt, man har ansvaret«, siger Jens Vibjerg. Redningsrådet, som rådgiver regeringen, har beregnet, at hvis alle kommuner skærer førsteudrykningen ned, vil der være 1.500 flere brande, som brandvæsenerne må tilkalde assistance for at kunne klare. Der er årligt cirka 30.000 brande. Små kommuner med færre end 8.000 borgere har i flere år kunnet nøjes med at sende fem mand og en holdleder i førsteudrykningen, men de udgør kun 35 ud af de 103 kommuner, der næste år vil køre med den mindre udrykningsstyrke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Klumme af Christian Jensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























