Krigen mellem Københavns Kommune og den fyrede sundhedsdirektør Bo Andersen er ikke bilagt, selv om han fredag fik overbragt fyresedlen fysisk og i øvrigt ryddede sit kontor på sundhedsforvaltningen. Optrapper konflikt Tværtimod har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (R) i stedet optrappet konflikten ved i en pressemeddelelse at bebrejde direktøren hans udtalelser til pressen under fyringssagen. Derfor opfordrer kommunen nu Bo Andersen til, at han giver sit samtykke til, at alle sagens akter kan udleveres til offentligheden. Det kan kommunen ikke ensidigt gøre, og undervejs har der været tavshed fra borgmestrene med henvisning til den verserende personalesag. Gennemførte for få besøg Bo Andersen bliver fyret, fordi kommunen i 2002 kun aflagde seks ud af 128 lovpligtige tilsynsbesøg på plejehjemmene - et forhold, direktøren ikke var vidende om, siger han. Bo Andersen er vildt forbløffet over pressemeddelelsen og tonen i den, og han betragter kritikken af hans udtalelser til forskellige medier som uforskammet. »De betragter det åbenbart som illoyalt, at jeg forfægter min opfattelse af sagen. Det forstår jeg ikke, for jeg vil til enhver tid udfordre kommunen på argumenter i denne sag, og jeg har heller ikke undervejs haft noget imod, at kommunen udtalte sig. Og når de føler sig hæmmet af tavshedspligten, kunne de bare have spurgt undervejs, om de måtte udtale sig. De ville have fået et klart ja«, siger Bo Andersen. Juridisk bistand En udlevering af sagens akter vil han ikke sætte sig imod, men han ønsker sikkerhed for, at alle papirer når offentligheden og avisredaktionerne. »Jeg vil naturligvis ikke bryde mig om, at det er personaleafdelingen i kommunen, som skal sidde og sortere i bunkerne og udlevere det, som passer i deres kram. Der vil jeg på råd fra min advokat og DJØF inddrage offentliggørelsen i den forhandling, der skal være om aftrædelse i løbet af et par uger«, siger han. Af de interne og hemmeligholdte papirer, som har dannet grundlag for politikernes beslutning om at fyre direktøren og som Politiken er i besiddelse af, findes intet entydigt bevis på, at direktøren var klar over de manglende tilsynsbesøg. Til gengæld lægges det til grund, at han burde have været mere opsøgende og kontrollerende over for de medarbejdere, som sad med det daglige ansvar for tilsyn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Christian Jensen




























