At få børnene tilbage i skolerne er en af de vigtigste forudsætninger for en succesfuld genopbygning af Irak, og derfor har UNICEF taget fat på den største operation med forsyning af undervisningsmaterialer i organisationens historie. Målet er at hjælpe omkring fire millioner irakiske børn med at vende tilbage til skolen i september. På verdenslageret i København er der ansat ekstra personale, og produktionen er kraftigt udvidet. Operationen ledsages af en landsdækkende kampagne i Irak for at renovere 1000 nedslidte og ødelagte skoler. Kampagnen støttes af UNICEF, Iraks undervisningsministerium og flere private hjælpeorganisationer. I løbet af de næste to måneder vil UNICEF levere 42.000 klassesæt med undervisningsmaterialer svarende til 80 elever per sæt. Det vil dække behovet for i alt 3.360.000 skolebørn i grundskolen.
Iraks børn i skole med hjælp fra København
Lyt til artiklen