Landmænd bryder giftregler

Lyt til artiklen

Nogle sprøjter gift helt op til nabohuset eller vandløbet. Andre giver grøntsagerne en dosis ukrudtsmiddel så kort før høst, at små rester ender i salatskålen. Intet konkrete tal Sådan lyder et par eksempler på, at landets planteavlere ikke altid er lige flinke til at overholde de regler, der står på giftdunkens etikette. »Vi har stærkt på fornemmelsen, at det sker, at vilkårene for brug af sprøjtemidler ikke bliver overholdt. Det bygger på vores egne iagttagelser, på henvendelser fra borgere og på samtaler med landbrugskonsulenter og rådgivningstjenester«, siger specialkonsulent i Miljøstyrelsen Kaj Juhl Madsen, der ikke kender til en konkret undersøgelse af problemets omfang. Mindre gift i 2009 Når Miljøstyrelsen godkender en sprøjtegift, opstiller den betingelser for brugen. Det drejer sig om blandingsforhold, krav om brug af handsker, 10 meters sprøjteafstand til vandløb samt forbud mod at sprøjte afgrøderne senere end tre uger før høst. For at komme regelbruddene til livs vil regeringen »skærpe brugernes opmærksomhed på betydningen af, at godkendelsesvilkår overholdes«. Det fremgår af den pesticidplan, som Miljøministeriet og Fødevareministeriet offentliggjorde fredag. Målet med planen er at reducere brug af sprøjtegifte med 20 procent inden 2009 for at beskytte miljø, drikkevand og danskernes sundhed. Kampagne på vej Direktør Anders Bækgaard i vandværkernes forening Danva mener, at det er stærkt betænkeligt, at landmænd ikke overholder reglerne. »Regeringen erkender i sin handlingsplan, at den regelrette anvendelse af sprøjtegiftene ikke finder sted i fuldt omfang. Det skaber jo tvivl om, hvorvidt hele godkendelsesordningen overhovedet virker efter hensigten og beskytter grundvandet«, siger han. Trussel mod miljøet Også i Danmarks Naturfredningsforening vækker oplysningerne bekymring. Præsident Poul Henrik Harritz mener, at »med landbrugets enorme konsulenttjeneste burde de for længst være kommet det problem til livs«. »Jeg troede, alle landmænd var uddannet til at håndtere giften efter reglerne. Det udgør en trussel mod miljøet, alt afhængigt af hvor udbredt problemet er«, siger han. Efter krav fra regeringen vil Dansk Landbrug nu iværksætte en oplysningskampagne, der indskærper over for landmændene, at reglerne skal overholdes. Viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh, afviser, at landmænd generelt omgår de krav, Miljøstyrelsen opstiller. »Men jeg erkender, at vi skal give al den oplysning og vejledning, der knytter sig til det. Det er helt naturligt for os at tage den del med i vores arbejde«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her