Røveriet i Ølby: »Jeg havde ikke styr på noget«

50 sekunder blev vendt og drejet, da en politimand tirsdag anklaget for at have skudt og dræbt en 17-årig dreng under et røveri mod DSB-kiosken på Ølby Station ved Køge 20. november sidste år. Manden på anklagebænken var på hjemmebane. Uden for retten blev et banner med ordene: »Nu er det nok. Lad dog politiet arbejde« båret af harme arme. Skulderklap fra kolleger »Pøj pøj«, lænede retsbetjenten sig ind over den anklagede og sagde, inden dommeren skred ind i lokalet, som var fyldt til kogepunktet på den lumre dag. Tirdag åbnede retten i Køge sagen mod den 44-årige kriminalassistent, som sidste år skød og dræbte den 17-årige Carl Rune Henriksen under et røveri mod en DSB-kiosk i Ølby. Skulderklappene fra gamle og nuværende kolleger kunne ikke fjerne presset på politimanden, der befandt sig i en uvant rolle - som tiltalt, sigtet for vold med døden til følge. Den solbrændte, solide mand krympede sig på sin stol, da anklager vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich trykkede på ghettoblasteren og lod den skrattende optagelse af hans stemme fylde lokalet. »Der ligger tre mand herinde - jeg har skudt en til, han er derude«, lød hans egen stemme på optagelsen. Første brik Den aften var en rutinemæssig afhøring af et offer for et andet røveri lige overstået, da tre røvere løb ind i kiosken, hvor han stadig befandt sig. Optagelsen af hans egen opringning til den vagthavende kollega var første brik i anklagerens forsøg på at samle puslespillet om de 50 sekunder i kiosken. På optagelsen kan man høre den forpustede betjent bede om assistance. Den vagthavende spørger, om drengene er bevæbnede, og får svaret: »Nej, der skulle tilsyneladende ikke være noget som helst...«. Næste brik Næste brik skulle komme fra to af kioskens fem overvågningskameraer, som tager et billede hver sekund. Lagt sammen bliver de til en hakkende, mørk film fra flere vinkler. Den viser det store stille butikslokale, der var tomt bortset fra tre ansatte piger og betjenten, som sad i et hjørne og studerede sine noter fra en afhøring, han lige havde afsluttet. Tre formummede skikkelser løber ind, to af dem styrer om bag disken, mens den tredje stiller sig på kundens plads, foran disken. De hiver den ene kioskpige hen foran kasseapparatet, da en ny mørk skikkelse materialiserer sig fem meter fra dem. Det er betjenten. Så ryger en af røverne i gulvet. Få sekunder efter kommer en mand ind af døren. Han går frem mod røveren i butikslokalet, der har smidt sig bag en metalreol og bøjer sig over den liggende røver. De ser på hinanden, så springer den fjerde mand op og sprinter ud. Hørte røverne før han så dem Det er en variation over den film, alle i butikken har set igen og igen, når de har lukket øjnene i det halve år, der er gået. I går efter frokostpausen kom betjenten for første gang med sin udgave. Han hørte røverne, før han så dem: »Åbn så de kasser for Helvede«. Han drejede sig rundt på kontorstolen, og så to røvere stå sammen med to af ekspedienterne ved kasseapparaterne. Den ene havde elefanthue, betjenten opfattede ham som hovedmanden. Med flere pauser og tårer i øjnene fortalte kriminalassistenten i går, hvordan han bøjede sig lidt frem og tænkte: »Hold kæft, du står midt i et røveri«. Kiggede på pistolen Han kunne ikke se om røverne var bevæbnede, men opfattede dem som meget aggressive. Han tog sin pistol og kiggede et øjeblik på den: »Nu skal den bare virke«, tænkte han. »Det er politiet. Stop det der«, husker betjenten, han råbte. Der var ingen reaktion. Røveren tættest på stod sammen med pigerne, så han rettede sit våben mod ham med elefanthuen, sigtede på skulderen og skød sit første skud. De to andre røvere forsvandt ned på gulvet, og da han så tilbage mod manden med elefanthuen, var han væk. »Lad være med at skyde. Vi er ubevæbnede«, lød det fra røveren ved den ene kasse. »Jeg skød for at sikre, at jeg overlevede - og pigerne også«. opdagede den fjerde Så opdagede han den fjerde mand. Først gik han ud fra det var en kunde, som var på vej ind af glasdøren. Men manden reagerede ikke på hans råb om at forlade kiosken. I stedet så han betjenten lige i øjnene og gik hen mod den røver, som havde gemt sig ude i butikken. Det andet skud var et varselsskud over døren. Politimanden så ikke, manden række hænderne i vejret, men han så ham knæle over røveren og flytte ham. Det måtte være endnu en røver, en vagtpost tænkte han og var ved at være desperat. Han sigtede på mandens mave. »Jeg havde overhovedet ikke styr på noget som helst. Jeg tænkte: Jeg kan ikke skyde en til, det er helt sindssygt«, forklarede betjenten. Han har engang tidligere været med til at fange en røver, den gang adlød manden, da politifolkene råbte, han skulle lægge sig: »I mine år i politiet har ord altid været et godt magtmiddel, men de rakte ikke«. Ramte reol og derefter fod Det tredje skud ramte en reolen bag røveren den fjerde mand og fortsatte ind i hans fod. Det ved politimanden nu, men han kan ikke huske tredje gang, han trykkede på aftrækkeren og ved ikke, hvad han sigtede på. Fjerde skud var rettet mod benene på den fjerde mand, som var ved at flygte ud af butikken, han sank sammen på en trappe uden for. Den fjerde mand var blevet ramt to gange i foden og risikerer varige men, Carl Rune Henriksen døde dagen efter. Ville gøre det samme Sagen har rystet betjenten dybt, men da hans forsvarer Torben Koch i går spurgte sin klient, om der var noget, han ville gøre om, kom svaret prompte: »Jeg beklager selvfølgelig, at han døde af det skud. Men jeg ville have gjort fuldstændig det samme i dag«. Ond atmosfære Sidste del af retsmødet blev afviklet i en ond atmosfære. Særligt den "fjerde mands" rolle var forsvarer Torben Koch hidsig efter at få belyst. Åbenbart havde den unge mands etniske baggrund også relevans for sagen, mente advokaten: »De kalder ham for Tyrker-Jack,« udfrittede Torben Koch på et tidspunkt en af de tre kvindelige ansatte i DSB-kiosken. Tilfældigvis kendte hun vidnet, der løb ind i kiosken. »Og hvad ved du så om Tyrker-Jack?«, spurgte forsvareren, og fik at vide, at Jack var »rimelig voldelig«. Det blev ført ind i retsbogen. Omsider blev det så "Jacks" tur til selv at forklare sig i retten. Han vakte opsigt ved totalt at forkaste en forklaring, som han tidligere er kommet med. Det var ikke hans underskrift, som stod på politirapporten, forklarede han nu. Da han gik ind i butikken, vidste han ikke, at der var et røveri i gang. Ifølge vidnet skulle han blot ind i kiosken for at købe noget. Vidste ikke det var poliet I samme sekund han trådte ind, blev Carl Rune Henriksen skudt. Umiddelbart efter var pistolen rettet mod ham. Vidnet vidste ikke, at manden, der skød var en politimand. »Han sagde bare »læg dig ned«. Havde jeg vidst, at det var politiet, ville jeg have lagt mig ned«. Af frygt for at blive skudt i ryggen, fortsatte han ind i kiosken og gemte sig bag en jernreol. Men først da han var løbet ud igen, opdagede han, at han var ramt to gange i foden. Kunne ikke genkende forklaringer Røveren Kenneth havde også svært ved at genkende sine tidligere forklaringer, selv om han havde skrevet under. »Men jeg er også analfabet,« sagde han til forsvareren, som han kaldte for 'brilleabe'. Ifølge Kenneth skød betjenten, før han overhovedet sagde noget og fortsatte skudrækken, efter at røverne havde råbt, at de var ubevæbnede: »Politimanden gik helt amok med den pistol.« Den anden røver, Rasmus, var anderledes afdæmpet under sin forklaring. Han erkendte, at politimanden havde råbt noget, inden skuddene. Dog mente Rasmus, at råb og skud var faldet nærmest samtidig, så der ikke var tid til at reagere eller overgive sig. Piger fra kiosken påvirkede Det var tydeligt, at de tre piger fra DSB-kiosken stadig er stærkt påvirkede at episoden. Alle støttede de den tiltalte betjents forklaring. Han havde straks advaret om, at det var politiet, og givet røverne mulighed for at stoppe. Pigerne opfattede røveriet som »farligt« og »meget voldsomt«. På vej ud af retten viste pigerne deres sympati for politimanden. En smilede til ham gennem sine tårer. En anden sagde: »Held og lykke«. Sagen fortsætter i næste uge, hvor der falder dom.