Det Hvide Hus anbefaler nu amerikanerne at spise fiskeolie

Lyt til artiklen

Fiskeolie, som er en kæmpesællert i store dele af verden, har nået hvad der kun bliver de færreste kosttilskud til del. Den er - direkte fra Det Hvide Hus i Washington - blevet anbefalet til generel brug i hele USA. Startede i 1970'erne Dansk forskning har en guldrandet aktie i fiskeoliens succes, der bunder i dens evne til at medvirke til forebyggelse af hjerte-kar-sygdom. For havde det ikke været for Hans Olaf Bang og Jørn Dyerbergs Grønlandsekspeditioner på jagt efter fiskeoliens hemmeligheder helt tilbage i 1970'erne, var fiskeolien næppe kommet så højt på strå, som tilfældet er. Som et led i Bush-administrationens bestræbelser på at gøre USA sundere, har Det Hvide Hus' kontor for ledelse og budget (OMB) anmodet sundhedsmyndighederne om at tilskynde til øget forbrug af omega-3 fedtsyrer (fiskeolie). OMB har bedt myndighederne overveje at medtage fiskeolie i den nye Dietary Guidelines for Americans, som ventes udgivet i 2005. Samtidig har man bedt Landbrugsministeriet opdatere sin kostpyramide fra 1992 med en anbefaling af fiskeolie. Sunde grønlændere »Det er da sjovt, ikke? Nu må det vist endnu en gang være fastslået, at fiskeolie virkelig er meget sundt«, siger professor Jørn Dyerberg, der i årene 1970-1982 fem gange var på videnskabelige ekspeditioner i Nordvestgrønland. Baggrunden for Bang og Dyerbergs studier af fiskeolie var en formodning om, at grønlændernes lavere dødelighed af hjerte-kar sygdomme måske kunne hænge sammen med det høje indtag af fiskeolie, som de fik gennem deres marine kost. Deres forskning førte til en veritabel renæssance for fiskeolien - også i dens vitaminrige, men desværre ikke særligt velduftende udgave levertran. Men hvad nu, hvis det viser sig, at grønlænderne slet ikke har en lavere dødelighed af hjerte-kar-sygdom? Dør fiskeoliekulten så? Tvivlen er rejst af professor Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed og to canadiske forskerkolleger. De siger nu, at der ikke er evidens for den gamle teori om, at grønlændere og de øvrige arktiske folkeslag har lavere hjertedødelighed end andre. Dårlig dødsårsagsstatistik, lav obduktionsaktivitet og en række andre forhold kan have fortegnet billedet, siger Peter Bjerregaard, som i en undersøgelse i 1988 selv var med til at påvise lav arktisk hjertedødelighed. Det skete i samarbejde med - Jørn Dyerberg. Tvivlen ryster ikke »Selv om det med den lave hjertedødelighed ikke holder, siger det ikke noget om manglende effekt hos fiskeolie. Jeg tror fiskeolie i små doser er sundt til mennesker, der normalt ikke spiser fisk. Men det er ikke det samme som, at det nødvendigvis er godt i ekstra store mængder til folk i arktiske egne«, siger Peter Bjerregaard. For Jørn Dyerberg rokker hjertedøds-statistikken på ingen måde ved fundamentet i hans forskning. »Vores teorier er for længst blevet bekræftet af andre forskere«, siger Dyerberg. Jørn Dyerberg er formand for en arbejdsgruppe under Ernæringsrådet, som om kort tid offentliggør en samlet redegørelse om hele fiske- og fiskeolieområdet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her