Dokumentar (1): - Gælden

Det er midt på eftermiddagen, og lyset siver stille væk mellem S-togsledningerne. Carl krydser parkeringspladsen. Det ligner en af de onsdage i november, man glemmer, inden det heldigvis bliver weekend igen. Carl skal ikke noget - han er kommet hjem fra skole og går en tur, før han skal hjem til afternsmad hos mor i Karlemosen og videre over til en kammerat for at se fodboldlandsholdets venskabskamp mod Polen. Centret ved Ølby Station ligner sig selv, et asfalteret trinbræt, som er sidste stop før Køge. Engang imellem spytter trappen oppe fra perronen mennesker ud på butikstorvet, hvorfra de forsvinder ind i SuperBest eller hen til de ventende biler på parkeringspladsen. Sådan er pulsen i Ølby, hvor man hele tiden kan høre suset fra motorvejen og de dunkende togskinner, der tømmer forstaden om morgenen og fylder den op igen om aftenen. Så forsvinder de fleste ind bag de lysende vinduer, og der bliver stille. Carl får øje på en ranglet, velkendt skikkelse, der kommer i hans retning. Det er Kenneth, en af vennerne. De er lige gamle, 17 år og spiller Counter-Strike og Half-Life på computeren, hører Thunderstorm og drikker øl.Mange øl. I weekenderne og lidt om torsdagen og søndagen. Og griner ad dengang de flyttede ind i IDEmøblers julestue til gratis fadøl og pebernødder tre dage i træk, indtil personalet bemærkede, at de vist aldrig ville købe den lampe og lukkede serveringen. I dag står den på video. Kenneths lillebror har den nye Spiderman-film derhjemme, så de driver mod hans mors rækkehus, ned langs banevolden og ind imellem de lave bygninger. De kender Ølby, kan stierne og parkeringspladserne udenad. Fodboldbaner med mål uden net og ventesalen på stationen, hvor de kan drikke øl og ryge hash i læ og fred for forældre. Men det er fint at være hjemme hos Kenneth. Hans mor kan godt lide Carl, som er en pæn og stille dreng, der altid siger tak for mad, når han spiser med. Det er hans høflige side, beregnet på de voksne, kammeraterne ser en anden og mere højtråbende Carl med mere gang i. Nu er han langt inde i Spiderman-filmen, hvor superhelten slås mod forbryderne, som er de onde. Det ser ud, som om det gode er ved at sejre, da Kenneths telefon ringer. Det er en kort samtale, men der er noget galt. Det var Abdel, som Kenneth sad sammen med i Horserød Statsfængsel, de har ikke talt sammen i de fem måneder, der er gået, siden han kom ud. Men Kenneth skylder stadig 300 kroner, han tabte i backgammon og 50 kroner for et gram hash. Og nu er Abdel i Ølby og vil have sine penge. »Jeg står i din dør om fem minutter«, siger han, og Kenneth har lige præcis nul kroner på sig. Han vil ikke have Abdel hjem til moren og foreslår i stedet, at de mødes ved biblioteket oppe ved stationen. De to drenge skynder sig ud ad døren, filmen får de ikke set færdig. »Hvis de hopper på mig, må du hjælpe mig«, siger Kenneth til Carl, som nikker. Kenneth er bange. På en god dag vejer han 60 kilo og ville stadig ikke have en chance mod Abdel, der er stor og muskuløs. Abdel sad i Horserød for at have smadret en mand fuldstændigt, og den stærke fange fortalte gerne om de mænd, han har torteret. Men Carl går med. Man hjælper sine venner, og han er ikke bange for noget. Det skulle lige være, at de andre tror, at han ikke tør. JOHN ER godt tilfreds. Den tætbyggede kriminalbetjent kan gå ind til sin chef og fortælle ham, at han er tæt på at fange taskerøverne fra Ølby Station. Han har brugt noget tid på at gennemgå billederne fra DSB's overvågningskamera og fundet et par fotos, hvor røverne måske er med. Det er en af den slags sager, hvor politifolkene begynder med at lede efter nogen, de allerede kender, og dem er der nogle stykker af i området. Ølby er på mange måder et Minidanmark med en blanding af landsbystemning, villaveje og boligblokke. Der er ikke meget kriminalitet, men loven bliver brudt en gang imellem, og mange af de kendte ansigter sidder på folk, som bor i det sociale boligbyggeri omkring stationen. Kvinden, som blev overfaldet, har sagt ja til at se nærmere på de mistænkte. John skal møde hende klokken 19.00 i kiosken, hvor computeren med overvågningsbillederne står. Han arbejder alene, det er normalt i den slags sager, og det passer ham godt. Selv om han aldrig havde troet, at han ville finde sig til rette 'bag et skrivebord' i kriminalpolitiet, er han glad for jobbet i Køge. Der er noget af den samme frihed, som da han var motorcykelbetjent i Glostrup, han kan selv bestemme, hvornår der er pause, og hvordan han løser opgaverne. »Han er en rigtig politi'er«, siger vennerne om John, og han har da også været det i 18 af sine 44 år. Den slags sætter sine spor. Han ligner en politibetjent, med kort hår, overskæg og en pondus, der får det til at se ud, som om han stadig har den tykke sorte motorcykeldragt på. Og så er der det, som ikke kan ses. Det, som får ham til at være politimand hele tiden. Som når han på vej hjem fra arbejde ser en knægt på en ulovlig knallert og lader ham være. For så at tage en onkelagtig snak med drengen, næste gang de møder hinanden i supermarkedet. Efter at John er begyndt at arbejde som kriminalbetjent, er det, som om tingene vokser endnu mere sammen. På jobbet handler det om indbrud, hærværk og tyveri, i sin fritid er han kontaktperson for belastede unge, og derhjemme har han en plejesøn, som var på vej ud i noget skidt. Nu kører han hjemad, der er stadig nogle timer til, han skal være nede i kiosken, og han kan lige så godt være sammen med sin familie indtil da. CARL OG KENNETH er i undertal. Abdel har taget to andre med, de venter foran biblioteket. Abdel og en til vil have Kenneth med ned på parkeringspladsen bagved, mens den tredje dreng bliver sammen med Carl. Da de er ude af syne fra torvet, rækker Abdel hånden ned i makkerens taske, trækker en sort pistol frem og sætter den for tindingen af Kenneth: »Der er løbet renter på, så du skylder mig 1.600 kroner. Jeg har et job til dig i Nordea«. Kenneth ved ikke, om pistolen er ægte, men det tror han. Abdel vil have ham til at røve banken, men Kenneth nægter - det er for farligt, der går et øjeblik, så står der 20 pansere. Hvad med at Abdel får noget hash i stedet for? Kenneth har nogle gram liggende oppe hos sin ven Rasmus ovre i Karlemose, det kan de hente. Det er okay, siger Abdel. Alle fem følges over til Rasmus. Der er lange perioder med tavshed mellem de fem store drenge. En gang imellem er der en, som siger noget, men det meste af tiden vogter de bare på hinanden. Carl, der normalt er glad for at fylde pauser ud med lidt klovneri, siger slet ingenting. Han venter sammen med Abdel og de to andre nede foran opgangen, mens Kenneth går op. Heldigvis er Rasmus hjemme. »Kan du huske ham Abdel fra fængslet? Han står dernede og skal have nogle penge, ellers smadrer han mig«, vælter det ud af Kenneth. De finder syv gram hash frem, det er den gode 80'er-kvalitet, som de selv har hentet på Christiania. De to drenge går ned og giver Abdel klumpen for at få det overstået. MEN DET ER først ved at begynde. »Det er ikke nok, der er kun til mine udgifter hernede«, siger Abdel, som vil have betalt sine togbilletter og maden til sine kammerater. Han kræver igen, at de røver banken og tilbyder dem, at de kan låne pistolen. Det vil de ikke, banken er også ved at lukke nu, men Kenneth lover, at Abdel får sine penge dagen efter klokken to. Løftet om betaling letter den anspændte stemning, og alle seks går mod stationen - Abdel og de andre skal hjem, Kenneth, Carl og Rasmus går med. På perronen ryger de noget hash. »Jeg skal have de penge, I to må hjælpe ham, I er hans venner«, siger Abdel til Carl og Rasmus, som siger okay. Nordea er ikke den eneste mulighed. Netto, Aldi og SuperBest ligger inde med store beløb, men der er for mange mennesker, og Rasmus skal på arbejde og er først tilbage ved ottetiden. Så er der DSB-kiosken, den er blevet røvet før. Det er ret enkelt, de er mere bange for Abdel end for at gå ind i kiosken. »De skal jo bare ind og skræmme nogle ekspedient-piger«. De tre drenge på 17 år glider ind i beslutningen om at begå et røveri, selv om ingen af dem har prøvet den slags før. Kenneth sad 60 dage i Horserød for et slagsmål, Rasmus har en betinget dom for vold, og Carl har aldrig været straffet. Et indbrud - eller lån hos en mor eller far for den sags skyld - kommer ikke på tale. Man kan ikke gå til de voksne med den slags. Det skal være et røveri, det er det hurtigste. Aftalen er, at Carl og Rasmus får de penge, der er tilbage, når Abdel har taget sine 1.600 kroner. De tre drenge taler om, at sidste røveri mod kiosken i centeret gav 3.000 kr., og der er jo også cigaretterne. De er enige om én ting: De skal ikke have våben med ind i kiosken - det er ikke meningen, at nogen skal komme til skade.