Fremtidens drikkevand skal være rent. Derfor vil landets vandværker nu opkøbe jord omkring vandboringerne og lægge den brak, så forurening fra landbruget ikke siver ned til grundvandet. Udmeldingen kommer, efter at nye tal fra Miljøstyrelsen har vist, at antallet af vandboringer, der må lukke på grund af nedsivede pesticider og nitrater, er fordoblet på tre år. Landmænd har flertal i kommissioner Men landmændene vil ikke af med jorden. Og de har flertal i landets 14 jordbrugskommissioner, der suverænt bestemmer, om landbrugsjord må omlægges. 'Absurd' »Det er absurd, at to ud af tre medlemmer i jordbrugskommissionerne er landmænd. Og når det rent økonomisk bedre kan betale sig at opdyrke markerne med pesticider end at sælge dem, fortsætter forureningen af det drikkevand, vi skal bruge i fremtiden«, siger professor Mogens Henze, leder af institut for Miljø & Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet. Ifølge vandværkernes organisation Danva har ingen vandværker fået lov at købe landbrugsjord for at beskytte vandet - selv om det ofte kun drejer sig om et område på 25-30 meter rundt om boringen. Landmænd afviser salg »En lang række vandværker vil gerne købe landbrugsjord for at sikre drikkevandet. Desværre er jordbrugskommissionerne utrolig nidkære med jorden - landmændene vil simpelthen ikke af med den«, siger Danvas direktør Anders Bækgaard. Landmændene afviser at åbne for salg af jorden. »Landmænd skal eje landbrugsjorden i Danmark og opdyrke den under hensyn til de regler, samfundet fastsætter. Sådan skal det blive ved med at være«, siger viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh. SF: Almene interesse bør gå forud SF's landbrugsordfører Kristen Touborg er uenig: »Almene interesser som beskyttelse af vores vandforsyning bør altid gå forud for snævre landbrugsinteresser«, siger han, der har stillet en byge af spørgsmål om sagen til fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). Et udvalg under Fødevareministeriet skal inden juli komme med et oplæg til modernisering af landbrugsloven. Boel åbner for bredere sammensætning Indtil da vil ministeren ikke komme med en klar politisk melding, men siger dog: »Jeg kan sagtens forestille mig, at kommissionerne får en bredere og anden sammensætning i fremtiden end i dag - hvis de overhovedet fortsat skal eksistere«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























