Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Fogh får støtte til opgør med fundamentalister

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) får bred opbakning fra Folketingets partier til sit opgør med fundamentalistiske kræfter i Danmark, selv om oppositionen til venstre for regeringen advarer om, at det ikke må overskygge andre og væsentligere problemer her i landet. Anders Fogh Rasmussen siger onsdag i sin nytårstale, at de danske værdier er under pres, og at religiøs middelaldertænkning derfor skal bekæmpes. 'Indvandrere skal kende vores værdier' Anders Fogh Rasmussen understreger, at indvandrerne selv kan gøre en indsats ved blandt andet at sætte sig ind i de værdier, som det danske samfund bygger på. »Mange af disse værdier har vi taget som en selvfølge. Blandt andet fordi vi har udviklet dem over mange generationer. Men i disse år bliver de udfordret«, siger Anders Fogh Rasmussen og peger blandt andet på små piger, der bliver udsat for lemlæstelse ved omskæring. 'Afsky' »Det har fyldt os med afsky, at herboende imamer støtter dødsstraf ved stening. Og det er rystende, når en imam i fredagsbønnen udtrykker forståelse for selvmordsbombere. Det er en religiøs middelaldertænkning, som vi må tage afstand fra og bekæmpe«, siger statsministeren. Anders Fogh Rasmussen slår fast, at der skal være frihed til forskellighed, og at samfundet ikke skal eller vil blande sig i, hvordan mennesker går klædt, hvad de spiser - eller hvad de tror på. Ros fra DF Dansk Folkeparti roser, hvad partiet kalder 'opgøret med de mørke fundamentalistiske kræfter'. Partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, ser dog gerne, at ordene følges op med en 'massiv' hjemsendelse af flygtninge fra blandt andet Somalia og Afghanistan. S og R enig fordømmelse af politisk fanatisme Både Socialdemokraterne formand, Mogens Lykketoft, og den radikale leder, Marianne Jelved, er enig i fordømmelsen af politisk fanatisme. Mogens Lykketoft mener dog også, at ordene dækker over, at VK-regeringen ikke har noget bud på, hvordan flygtninge og indvandrere bliver integreret i det danske samfund. EL: Fogh hykler Enhedslistens udlændingeordfører, Søren Søndergaard, beskylder Anders Fogh Rasmussen for hykleri, når statsministeren gør bekæmpelse af religiøs middelaldertænkning til et hovedbudskab i sin nytårstale. »Det er rørende at høre statsministeren gøre nogle indvandrer-gruppers religiøse formørkelse til det største problem i dagens Danmark. Man kan næsten få den tanke, at han forsøger at bortlede opmærksomheden fra, at arbejdsløsheden, fattigdommen og ulighederne er stigende i det danske samfund«, siger Søren Søndergaard. Fogh kritiseres for at undvige skattereform Fogh Rasmussen kritiseres af den tidligere SR-regering for ikke at nævne en kommende skattereform med et eneste ord i sin nytårstale. Mogens Lykketoft anklager Anders Fogh Rasmussen for at trække dynen op over hovedet. »Det er udtryk for, at regeringen ikke ved sine levende råd og ikke har pengene. Socialdemokratiet har hele tiden sagt, at man kun kan lave en skattereform, som giver almindelige lønmodtagere mere, hvis man opgiver det såkaldte skattestop, som især gavner de store ejendomsbesiddere og henter pengene nogle steder, hvor der er store gevinster - som for eksempel i Nordsøen. Det er den eneste måde, man får tilstrækkelig mange penge på bordet, og det bliver regeringen nødt til at forholde sig til«, siger Mogens Lykketoft. Jelved er skuffet De Radikales leder er også stærkt utilfreds med, at statsministeren ikke i sin nytårstale tager fat på de økonomiske udfordringer, som Danmark står overfor med udsigten til flere pensionister og færre på arbejdsmarkedet. Statsministeren burde derfor have nævnt den skattereform, som skal drøftes i år, og Jelved er mere end skuffet over, at Anders Fogh undlader dette. »Jeg synes ligefrem, at det er kritisabelt. Det er at gøre det, som dronningen advarer imod: at tage en dyne op over hovedet«, siger Marianne Jelved. DF: Splid i regeringen Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke overrasket over, at en skatteform glimrede ved sit fravær i nytårstalen. »Når Anders Fogh Rasmussen ikke kom ind på det i aften, så skyldes det vel i høj grad, at regeringspartierne er i tvivl om, hvordan de skal strikke det sammen, og om de overhovedet kan finde pengene«, siger Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti mener - ligesom Venstre - at en skattereform skal gavne de laveste indkomster, mens De Konservative ønsker at lette på mellemskatten. VK-regeringens støtteparti fastholder, at en skattereform skal være fuldt finansieret og ikke må udskyde afviklingen af statsgælden. Ifølge kilder tæt på statsministeren har Anders Fogh Rasmussen undladt at omtale skattelettelserne, fordi VK-regeringen først senere - i løbet af januar - vil finde frem til en model. EU-forbehold ikke til afstemning i år De danske EU-undtagelser kommer ikke til afstemning trods et veloverstået formandskab, siger Fogh Rasmussen videre i nytårstalen. Et løfte unionsmodstandere og -skeptikere er tilfredse med, mens EU-tilhængerne kritiserer udskydelsen. Afventer traktat Ifølge Anders Fogh Rasmussen skal danskerne først kende indholdet af den nye EU-traktat, der formentlig vil kræve en folkeafstemning i Danmark. Statsministeren forventer, at den vil finde sted i 2004 eller 2005. »Hvis vi allerede nu holder en folkeafstemning om undtagelserne, vil mange føle, at de køber katten i sækken. For så beder vi vælgerne om at fjerne undtagelserne - uden at kende det samlede billede. Derfor tror jeg, at den rigtige rækkefølge er at se den nye traktat først - og derefter tage stilling til, hvad vi vil med undtagelserne««, siger Anders Fogh Rasmussen i nytårstalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her