Eleverne i folkeskolen sjofler de fag, hvor der ikke gives karakterer, eller som de ikke skal til eksamen i. Også lærere og skoleledere tager fag som biologi, geografi og historie - hvor der ikke gives karakterer - mindre alvorligt. »De fag bliver simpelthen brugt som kit til at lukke hullerne i lærernes skema«, siger skoledirektør Ib Hansen fra Kolding Kommune. Karakterer i alle boglige fag Derfor anbefaler han, som manden bag en ny rapport om folkeskolens afgangsprøver, at den danske folkeskole indfører karakterer eller årsprøver i alle boglige skolefag. Også på baggrund af de internationale undersøgelser, der gentagende gange har vist, at danske skolebørn halter bagud fagligt. Højest status hvis der gøres regnskab »Biologi, geografi og historie er vigtige i forbindelse med elevernes selvforståelse og deres forståelse af omverdenen. Fagene bør have høj status, og det får de automatisk, hvis eleverne skal stå til regnskab for dem«, siger Ib Hansen. Rapporten, der er lavet for Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), har undersøgt folkeskolens afgangsprøver og elever og læreres nedprioritering af ikkeprøvefag. Konkrete bedømmelser er godt Eleverne selv hilser karakterer i flere fag velkomne: »Selv de svageste sætter pris på en konkret bedømmelse. Tallet motiverer og er en god målestok for ens egne forbedringer«, siger Martin Justesen, formand for Folkeskoleelevernes Landsorganisation. Han mener dog, at karakteren bør suppleres af en uddybende evaluering fra læreren. Advarsel fra lærerforening Samme melding kommer fra Danmarks Lærerforening. Og formand Anders Bondo advarer: »Folkeskolen skal give eleverne faglige kompetencer, men samtidig skabe hele mennesker. Jeg kan frygte, at flere fag med karakterer eller prøver vil gå ud over idræt og de musiske fag«, siger han. Forældre siger nej Forældrenes organisation tager skarp afstand fra flere karakterer i folkeskolen. Ifølge Thomas Damkjær Petersen, formand for Skole og Samfund, flytter tallene fokus væk fra indholdet i undervisningen. Han mener, at fagligt kompetente lærere er den bedste motivation for eleverne og er positiv over for rapportens anden anbefaling om, at lærere bør have linjeuddannelse i deres undervisningsfag, uanset om det er prøvefag eller ej. Tørnæs interesseret, men nej til flere karakterer Undervisningsminister Ulla Tørnæs har endnu ikke læst rapporten fra EVA. Men hun er opmærksom på, at fag uden prøver eller karakterer mangler status, og i de aktuelle folkeskoleforhandlinger lægger hun op til at styrke de fag, elever og lærere forsømmer. »Biologi bør være obligatorisk i 9. klasse og indgå tværfagligt i fysik- og kemiprøven. Desuden foreslår jeg, at projektopgaven i 9. klasse skal laves i samfundsfag og historie. Dermed stiger fagenes status«, siger Ulla Tørnæs. Men et forslag om flere karakterer vil ministeren ikke bakke op. Frank Jensen skeptisk Socialdemokraternes uddannelsespolitiske ordfører, Frank Jensen, er også skeptisk og opfordrer i stedet til en revision af hele folkeskolens karakter- og prøvesystem, som i øjeblikket er »alt for tilfældigt«. De konservatives Helle Sjelle er derimod begejstret for øget karaktergivning. Også gerne i de yngre klasser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Victor Mayland Nielsen
Debatindlæg af Christian Rostbøll




























