Amdi får næppe lov at føre 38 vidner

Lyt til artiklen

Tvindlederen Amdi Pedersens forsøg på at få lov til at føre vidner i forbindelse med udleveringssagen mod ham i USA vil blive afvist. Det vurderer både det danske Justitsministerium og dansk politi. Amdi Pedersens amerikanske advokat har anmodet om at få lov til at føre 38 ekspertvidner - herunder en række danske jura-eksperter, der kan gennemhulle den danske sigtelse mod Amdi Pedersen. »Det er jo ikke selve straffesagen, der skal gennemføres i USA, men en stillingtagen til, om udleveringsbetingelserne er opfyldt. Det er aldrig sket i en udleveringssag, at man tager hul på det egentlige strafferetlige«, siger chefen for det internationale kontor i Justitsministeriet, Jakob Scharf. Politimester forventer afvisning Samme opfattelse har Holstebros politimester, Jens Kaasgaard. Den amerikanske anklagemyndighed skal efter konference med den danske anklagemyndighed aflevere en replik til retten i Los Angeles senest i midten af juni. »Normalt kan man ikke føre vidner på den måde, det ligger i vores udleveringstraktat med USA. Så jeg går ud fra, at den amerikanske anklagemyndighed afviser Shapiros anmodning. Hvis man skal til at føre vidner og påbegynde den egentlige straffesag i USA, så hører alting jo op. Det er jo ikke det, der er meningen med udleveringsaftalen. Det går jeg ud fra, at de amerikanske myndigheder har helt styr på«, siger Jens Kaasgaard. Skattesnyd Både han og Jakob Scharf afviser også Shapiros påstand om, at skattesnyd slet ikke er omfattet af udleveringsaftalen mellem Danmark og USA. Netop det spørgsmål blev drøftet indgående med de amerikanske myndigheder, inden Danmark udsendte en arrestordre på Amdi Pedersen. »Vi mener, at det er i orden. Hvis amerikanerne ikke mente, at den form for kriminalitet var omfattet af udleveringsaftalen, så ville de jo ikke gå ind i det, og Amdi ville ikke sidde fængslet. Og indtil videre har de amerikanske domstole jo også accepteret det. Jeg mener, at vi har undersøgt, hvad der skulle undersøges«, siger Jens Kaasgaard. Shapiro fremhæver også over for retten i Los Angeles, at skattesnyd i forbindelse med en fond slet ikke kan lade sig gøre i USA, fordi fondsreglerne er anderledes, og det ikke er muligt at udnytte skattefradrag. Derfor er der ikke tale om en form for kriminalitet, som man kan tiltales og dømmes for i begge lande. Men også den del mener den danske anklagemyndighed er skudt forbi. Der er tale om at give urigtige oplysninger til skattemyndighederne, og det er ulovligt og strafbart i begge lande, lyder argumentationen. Forfulgt uskyldighed Heller ikke forsøget på at fremstille Amdi Pedersen som politisk forfulgt uskyldighed, der ikke vil få en fair retssag i Danmark, tror Justitsministeriet på holder ved en amerikansk domstol. »Det er en grundlæggende forudsætning, når to lande indgår en udleveringsaftale, at man respekterer og har tillid til de juridiske systemer i begge lande«, siger Jakob Scharf. Amdi Pedersen er sammen med seks andre medlemmer af Tvinds absolutte top sigtet for groft skattesvig for 63 millioner kroner og underslæb for 75 millioner kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her