En 52-årig hjemløs udlænding, der er sigtet for graffitihærværk flere steder i København, blev søndag varetægtsfængslet i 12 dage, oplyser kriminalpolitiets centrale vagtleder på Københavns Politigård. Manden, der betegnes som psykisk syg, og som bor på et forsorgshjem, er blandt andet sigtet for at have skrevet graffiti på ydermuren til den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København. 'Jøder ikke særligt udsat' Graffitien, der blev opdaget tidligt lørdag morgen, bestod blandt andet af arabiske bogstaver og jødiske tegn. Endvidere var der forsøgt skrevet terrorist på muren. Men selv om jøderne i København føler sig forfulgte og kræver ekstra beskyttelse, mener politiet ikke, at den befolkningsgruppe er mere udsat for vold og chikane end andre grupper af mennesker i Danmark. »Jeg mener ikke, at der er nogen stigning i antallet af overfald og chikane mod jøderne, og de er efter min opfattelse ikke mere udsatte end andre«, siger kriminalpolitiets centrale vagtleder, John Lorentzen, til Ritzau.
Hjemløs fængslet for hærværk mod synagoge
Lyt til artiklen