Farums økonomidirektør, Hans Jørgen Brink, præsenterede torsdag aften en ny skræksag for de skandaleplagede byrødder i Farum. Tre nybyggerier ved Farum Park tilhører ikke Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, FIH, som alle ellers havde regnet med. Købt uden bevilling Det er Farum Kommune, der er ejer af et udendørs tennisanlæg, et stort kontorkompleks i glas samt et nyt tag på tennishallen. Købt og betalt med penge taget direkte fra kommunekassen, men uden at økonomiudvalget har bevilget pengene, siger Erik Fuchs (V), der er formand for Forsynings- og Ejendomsudvalget. Oplysningerne kom frem på et møde i udvalget torsdag aften. Ingen aftale med FIH Alle havde ifølge Fuchs regnet med, at de tre byggerier var indeholdt i stadionprojektet omkring Farum Park og dermed også de leasingudgifter, som kommunen har på stadionet. »Nu viser det sig, at der slet ikke er nogen aftale med FIH om disse byggerier, og at de er betalt af kommunekassen, uden at økonomiudvalget har bevilget pengene«, siger Fuchs til Ritzau. Økonomidirektør bekræfter Økonomidirektør Hans Jørgen Brink siger, at tennisklubben som en selvejende institution som udgangspunkt selv skal betale for renoveringen af tennishallen, men Hans Jørgen Brink vil ikke afvise, at der er givet 'et tilskud' fra kommunekassen. »Byrådet har i hvert fald sagt ja til at bygge anlægget, så indirekte har de jo også været med til at bevilge pengene«, siger økonomidirektøren. Fuchs: Tæt på mandatsvig Erik Fuchs mener, at Brixtoftes handling i sagen må ligge meget tæt på mandatsvig. Det er endnu uklart, hvor meget kommunen har betalt for faciliteterne, men prognosen går på, at prisen mindst er et tocifret millionbeløb. SF: Brixtofte har løjet for os Byrådsmedlem for SF i Farum Kommune Helene Lund kalder oplysningerne for 'fuldstændigt chokerende'. »Vi har gang på gang stillet spørgsmål til Peter Brixtofte om kontorkomplekset. Hver gang har han sagt, at det hørte under Farum Park-aftalen. Det er jo en bevidst løgn. Jamen jeg er fuldstændig målløs«, siger Helene Lund til Ritzau. Kan blive politisag Hun vil nu undersøge, om hun har noget, der kan dokumentere, at Peter Brixtofte har løjet for byrådet. Derefter vil hun tage stilling til, om sagen skal udvikle sig til en decideret politisag. Wachtell: Sagen skal undersøges til bunds Den kommende borgmester, løsgænger Paul Wachtell, der tager over, hvis suspensionen af Peter Brixtofte træder i kraft, siger, at sagen skal undersøges til bunds på lige fod med alle andre sager, der er opstået gennem den seneste tid. Han vil ikke udtale sig konkret om sagen med henvisning til, at han ikke var medlem af byrådet, da afgørelsen om de nye tennisfaciliteter blev vedtaget. »Men jeg står absolut 100 procent fast på, at en omgåelse af den demokratiske proces, herunder at byrådet skal godkende nye bevillinger, er helt utilladeligt«, siger Paul Wachtell.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























