Politi i dialog med aktivister før topmøder

Lyt til artiklen

København skal huskes for andet end vold og hærværk. Det var aktivister og politi enige om ved onsdagens dialogmøde, der var en optakt til efterårets topmøder i Danmark. For at undgå at topmøderne under Danmarks EU-formandsskab ender i kaos, som set i flere andre lande, har Københavns Politi tænkt sig at holde en række møder med de grupper, der vil være involveret i de demonstrationer, der går hånd-i-hånd med politikernes vigtigste møder. Onsdag var det Attac i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og paraplybevægelsen Stop Unionen 2002, der sad med ved bordet, oplyser Attacs danske talsmand, Jakob Nerup. Græsrodsguider skal styre begivenhederne Fra aktivisternes side opfordrede man politiet til ikke at optrappe situationen. »Politiet har meldt ud, at de er klar til at slå til, hvis der bliver ballade. Der siger vi: jo mindre synligt og jo mindre militariseret, de fremtræder, jo mindre bliver konfrontationen«, siger Jakob Nerup. Attac regner selv med at ville styre begivenhederne i den rigtige retning, når demonstranter fra hele verden mødes i København for at præge beslutningstagerne. »Vi sætter hundredvis af græsrodsguider ind, der vil kunne kendes på farvede veste eller lignende. De skal styre demonstrationerne og i det hele taget aktivt arbejde for at forebygge vold og konflikter. Hvis nogen laver ballade, så skal de tage fat i nakken på dem. Det vil samlet set give mindre ballade, end hvis politiet kommer drønende i to pansrede mandskabsvogne«, siger Attac-talsmanden. Danmark overtager formandskabet for EU den 1. juli. De møder, der ventes at samle flest aktivister, er ASEM-topmødet mellem de europæiske og asiatiske statsledere i september og selve EU-topmødet i december.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her