IQ-forskel kræves bevist

Lyt til artiklen

Den århusianske intelligensforsker Helmuth Nyborg skal dokumentere sine påstande om, at mænd er mere intelligente end kvinder, siger professor Jens Mammen, der er bestyrer på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, hvor Helmuth Nyborg arbejder. Jens Mammen »ser på sagen med alvor«, siger han til Politiken, fordi Helmuth Nyborg i aviser og tv i sidste uge fortalte om sin undersøgelse uden at kunne fremlægge, hvad bestyreren af instituttet betragter som den fornødne videnskabelige dokumentation. »Jeg har talt med Helmuth Nyborg, der har fortalt mig, at der ikke for nærværende foreligger noget publicerbart manuskript, der redegør for den undersøgelse, som ligger til grund for hans udtalelser til offentligheden«, siger Jens Mammen, der imidlertid ikke vil fortælle, hvad hans henvendelse til Helmuth Nyborg nærmere vil indeholde, før professoren selv har haft mulighed for at svare. Ifølge Jens Mammen er det usædvanligt, at forskere offentligt fortæller om undersøgelser, før der i det mindste foreligger et såkaldt paper , hvor andre forsker kan se resultaterne efter i sømmene. Helmuth Nyborg er professor i udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. I en periode på 20 år lod han 375 skoleelever i Århus og Skanderborg løse 20 forskellige intelligenstest. Indtil 14-års alderen viste drenge og piger samme intelligens, men omkring 16-års alderen overhalede drengene pigerne. Drengene klarede sig rundt regnet fem procent bedre end pigerne i prøverne. En forskel, der i Politiken og andre medier blev opgjort til 27 procent, men det er en fejl, forklarer Helmuth Nyborg, der erkender, at den skulle han nok selv have bremset i tide. »I virkeligheden er der tale om en moderat, faktisk beskeden forskel mellem mænd og kvinder på fem procent. Men som adfærdsforsker kan man sige, at den er statistisk signifikant. Den ligger lige på kanten«, siger Helmuth Nyborg, der tilføjer, at han for nylig præsenterede sine resultater på en kongres i USA. »Der er ikke noget paper på min undersøgelse, men det er ikke usædvanligt, at forskere fremlægger noget nyt på en international kongres. Når man har fremlagt sine resultater et sted, hvor der sidder kritiske kolleger, uden at være ødelagt af kritik, er det lige så godt som et paper . Undersøgelsen er færdig, og resultaterne er ingen hemmelighed, understreger Helmuth Nyborg. Han har bare ikke tid til at skrive sit paper nu, og før det er skrevet, ønsker han ikke at udlevere sit materiale til andre forskere. Hans paper kommer formentlig til april. »Men det er altså kun en statistisk forskel, undersøgelsen viser«, siger han. »Den næste kvinde, der kommer ind ad døren, kan udmærket være bedre begavet end både du og jeg«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her