En væsentlig del af VK-regeringens spareplan til syv milliarder kroner skal spares på offentlige råd, nævn, puljer og institutioner. Alene på det område arbejder finansminister Thor Pedersen (V) med besparelser på op mod 1,5 milliarder kroner, erfarer Politiken. På finansministerens liste over spareemner står mellem 50 og 100 truede puljer og bevillinger, og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastslog i sin nytårstale i aftes, at sparekniven kommer til at skære dybt. »Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering«, sagde Anders Fogh Rasmussen. »Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte. Men det mest nødvendige er at sikre penge til sygehusene, de ældre og andre kerneydelser. Så må mindre vigtige formål vige«. Ingen uddybning Finansminister Thor Pedersen ville i går ikke uddybe statsministerens tale. Men han har tidligere erklæret, at alle den slags konti på finansloven bliver set grundigt efter i sømmene. Da VK-regeringen trådte til i slutningen af november, var ambitionen at finde omkring 750 millioner kroner på at nedlægge råd, nævn og puljer. Efter kasseeftersynet tegner det ifølge Politikens oplysninger til, at der på det område skal spares mellem 1,2 og 1,5 milliarder kroner. Blandt de lukningstruede institutioner er Statens Information, Den Grønne Fond og Måltidets Hus. Socialdemokratiets politiske ordfører Mogens Lykketoft mener, at VK-regeringen netop kun kan spare så store beløb ved at drosle ned på statens aktiviteter. »Jeg forsvarer ingen nævn, råd eller institutioner for deres egen skyld. Men der er ikke ret mange penge at spare ved bare at nedlægge råd og nævn. Du kan spare penge ved at fjerne hele aktivitetsområder fra staten, og det er det, regeringen vil«, siger Lykketoft. Anders Fogh Rasmussen kædede i sin første nytårstale spareplanerne sammen med et ideologisk opgør med det 20. århundrede, som han betegnede som »kollektivismens århundrede« og »systemernes århundrede«. »Lad os gøre det 21. århundrede til frihedens århundrede«, sagde statsministeren og lagde op til et opgør med »stive systemer, umyndiggørelse og ensretning«. »Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne«, sagde Fogh blandt andet med adresse til råd, nævn og institutioner. Et skridt tilbage Mogens Lykketoft ser nytårstalen som et skridt tilbage mod en mindre midtsøgende Anders Fogh Rasmussen. »Jeg tror, talen er udtryk for, at gammelliberalisten Anders Fogh Rasmussen endelig har følt sig fri til at sige, hvad det egentlig er, hans hjerte banker for«, siger Lykketoft, der mener, at talen er inspireret af Fogh Rasmussens omstridte debatbog 'Fra socialstat til minimalstat'. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, undrer sig over, at statsministeren ikke nævnte udlændingepolitikken med et ord og glæder sig over, at heller ikke euroens premiere blev nævnt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Michael Booth
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Katrine Eeg




























