Dansk politi forhindrer, at sager om racisme kommer for retten, mener Paraplyorganisationen af Etniske Mindretal, POEM. Det viser afgørelsen om ikke at rejse sag mod medlemmer af Dansk Folkeparti for ytringer om, at islam er en terroristorganisation og en ond ideologi. Vil have klageorgan Derfor kræver POEM, at der laves et decideret klageorgan, hvor sager om overtrædelse af straffelovens racismeparagraf vurderes - også med henblik på eventuel retsforfølgning. Politimesteren i Vejle, Flemming Dithmer, har bl.a. begrundet sin afgørelse med, at udtalelserne kom på Dansk Folkepartis landsmøde få dage efter angrebet på World Trade Center i New York og i forbindelse med en »ophedet og fortættet politisk atmosfære«. »Jeg er rystet. Det her demonstrerer, hvor svært det er at rejse en civil retssag om racisme. Det er udelukkende den enkelte politimester, der vurderer, hvornår noget er racistisk«, siger POEMs formand Muharrem Aydas, der betegner politiet som en flaskehals i racismesager. »Jeg har ikke tillid til politimesterens objektivitet. I visse situationer må man åbenbart gerne udtrykke sig racistisk. Men findes der andre tilfælde, hvor man på den måde må gradbøje loven?«. Opbakning fra professor POEM får opbakning fra professor i folkeret, tidligere justitsminister Ole Espersen. Han er også dybt forundret over politimesterens afgørelse. »Jeg ville have konkluderet lige modsat politimesteren. Efter 11. september var det vigtigt, at politikere var yderst tilbageholdende med at drage grundløse konklusioner af terrorangrebet. Netop i den situation var der et særligt stort ansvar«, siger han. Ole Espersen sidder i Indenrigsministeriets Ligebehandlingsudvalg, der overvejer, om Danmark skal oprette et egentlig klageorgan: »For mig at se er det ikke rimeligt, at 50-60 forskellige politimestre skal afgøre, hvornår ytringer er racistiske eller om folk udsættes for diskrimination. Et centralt organ vil være langt mere egnet til det.«. Politimester Flemming Dithmer forsvarer sin beslutning med, at der skal være beskyldninger af en »meget betydelig grovhed i den offentlige debat« før man kan sige, at straffelovens racismeparagraf er overtrådt. »Det har ikke været meningen, at lovgiverne ville sætte rammer om den politiske debat. Og udtalelserne er ikke sagt for åben skærm, men derimod på et landsmøde, hvor det ikke var mærkeligt at emnet blev taget op. Når man har meget hede debatter, forekommer det, at der siges ting, som kan opfattes som krænkende af den anden part«, siger han. Et politisk spørgsmål Flemming Dithmer ønsker ikke at forholde sig til kravet om, at den slags vurderinger i fremtiden tages fra politiet. »Det er et politisk spørgsmål, jeg som embedsmand ikke har nogen holdning til«, siger han. Dokumentationscentret om Racediskrimination, der havde anmeldt medlemmer af Dansk Folkeparti - blandt andet DF's medlem af Europaparlamenter, Mogens Camre - for racisme, vil anke politimesterens afgørelse til statsadvokaten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Interview
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Analyse




























