Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Jelved varsler nyt skøn over økonomien

Lyt til artiklen

Regeringen regner med at være klar med en ny status over dansk økonomi på tirsdag. Det oplyste økonomiminister Marianne Jelved (R) i forbindelse med Folketingetse åbningsdebat torsdag. SF og økonomer har tidligere efterlyst et nyt økonomisk skøn i lyset af terroren og dens effekt på verdensøkonomien. Forhandlingerne om næste års finanslov begynder næste uge. Finansminister Pia Gjellerup (S) har hidtil ikke ment, at der er behov for et nyt notat, fordi lovens rammer er »så nogenlunde uberørt«, fordi terrorangrebet er blevet besvaret med en lavere rente. Alligevel kommer der altså et nyt økonomisk skøn, oplyste økonomiminister Marianne Jelved fra Folketingets talerstol i forbindelse med åbningsdebatten torsdag. Og økonomer har efterlyst en opdatering. Uaktuelt skøn Cheføkonom Jørgen Birger Christensen, Danske Bank, forudser, at et nyt skøn vil vise, at politikernes muligheder for at bruge penge er blevet færre. »Dels skal der nu bruges penge på områder, som ikke er forudset, dels falder skatteindtægter fra pensionskasserne væk. Der er ikke så meget at rutte med som før«, siger Jørgen Birger Christensen til Ritzau. Han peger desuden på, at danske virksomheder vil blive berørt af opbremsningen i verdensøkonomien med lavere vækst til følge. Danske Bank er på trapperne med en ny analyse, hvor man især ser på risikoen for øget arbejdsløshed. Jørgen Birger Christensen ser dog ikke tegn på væsentlig øget arbejdsløshed netop nu. Ny oversigt også usikker Også Torben M. Andersen, overvismand og professor ved Aarhus Universitet, mener, at der kan være behov for en ny oversigt over den økonomiske situation. Han peger dog også på, at det er svært at lave på grund af en betydelig usikkerhed. »Men det er klart, at situationen er anderledes, end den var i forbindelse med den økonomiske oversigt for august, der ligger til grund for finanslovudspillet. Det er naturligt at spørge, hvor vi står nu«, siger han til Ritzau. Torben M. Andersen vil dog ikke give noget konkret bud på, hvordan situationen ser ud. Han henviser til, at Det Økonomiske Råd til december vil udsende en ny prognose, som han ikke vil foregribe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her