Kommuner skal tænke på børn

Politiken mandag: Danske kommuner kan skalte og valte med anbragte børn, uden at nogen myndighed kan gribe ind. Det bør laves om, mener både SF og Venstre. »Når forældre vanrøgter et barn, kan man tvangsfjerne det. Men når en kommune vanrøgter et barn, har vi ingen sanktionsmuligheder. Det er ikke rimeligt«, siger Tove Fergo, Venstres medlem af Socialudvalget og Folketingets §71-tilsyn, der bl.a. holder øje med behandlingen af tvangsanbragte børn. Hun vil nu rejse sagen over for socialminister Henrik Dam Kristensen (S) og får opbakning fra SF. »Vi mangler en ankeinstans, der kan kontrollere, at servicelovens krav om, at barnets tarv er det vigtigste, også bliver fulgt«, siger Anne Baastrup (SF), der er formand for §71-tilsynet. Tilsynet har netop sendt et brev til Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen, hvori man indskærper, at barnets og ikke forældrenes tarv skal være i centrum, når børn er anbragt uden for hjemmet. Desuden skal der meget vægtige, faglige begrundelser til, hvis en handleplan ændres for et barn, så det for eksempel flyttes til en ny plejefamilie, skriver §71- tilsynet. Flyttet med mor Baggrunden er blandt andet en sag fra Nordsjælland, hvor en fireårig alkoholskadet pige for fire måneder siden blev fjernet fra sin velfungerende plejefamilie og anbragt i en ny, fordi moderen var flyttet til Hobro Kommune i Jylland. Hobro Kommune mente, at pigen skulle hjem til sin mor og bo, efter at moderen havde været i alkoholbehandling og så ud til at være kommet ud af sit misbrug. Moderen havde i forvejen et yngre barn boende hjemme. Den beslutning mente Græsted-Gilleleje Kommune var så lodret i strid med barnets tarv, at kommunen gik til den Sociale Ankestyrelse med sagen. Græsted-Gilleleje var i sin tid den kommune, som sørgede for, at pigen blev anbragt i familiepleje. Ankestyrelsen besluttede, at pigen skulle være anbragt i familiepleje i mindst to år yderligere. Men ankestyrelsen har ikke kompetence til at beslutte, hvordan pigen skal være anbragt. Og Hobro Kommune valgte så at flytte den lille pige til en ny familie i Jylland, selv om pigen havde boet hos plejefamilien i Nordsjælland, siden hun var et år gammel - og på grund af alkoholskaden havde svært ved at håndtere store skift i sit liv. »Der var intet, som tydede på, at det barn skulle flyttes. Der er et hul i loven, når man kan flytte rundt på børn, som om de var byggeklodser, uden at nogen instans kan gå ind og sige: Det går ikke«, siger Tove Fergo. §71-tilsynet har desuden været på besøg i Vejle Amt for at undersøge forholdene for de tvangsanbragte børn i familieplejer og døgninstitutioner. Og ifølge Anne Baastrup er besøget den anden direkte anledning til indskærpelsen over for kommuner og amter. For lidt opsøgende »Det er et problem, at kommunerne ikke er tilstrækkeligt opsøgende over for børnene og undersøger, hvordan de har det. Handlekommunerne virker mere optaget af forældrene, og det er direkte i strid med serviceloven. Derfor er der brug for en uafhængig instans, der kan gå ind og se på, hvad der sker. En døgninstitution eller plejefamilier, der mener, at kommunen handler i strid med barnets tarv, ville så også få mulighed for at rejse sagen«, siger hun. Ud over KL og Amtsrådsforeningen vil også Hobro og Græsted-Gilleleje kommuner modtage brevet fra §71-tilsynet. Hobro er ikke længere såkaldt handlekommune for den fireårige pige. Moderen er nu er flyttet til en ny kommune, der har overtaget ansvaret. Hun har siden indvilliget i anbringelsen af den fireårige pige, så der er nu tale om en frivillig anbringelse. Hendes yngste barn er også kommet i familiepleje.