Udenrigskontorets fungerende direktør Mikaela Engell frygter, at Greenpeaces aktion mod amerikanerne på Thule Air Base vil stoppe forhandlingerne om tilbagelevering af Dundas halvøen. Det sagde hun torsdag til Greenpeace, da de mødtes i Nuuk. Det har været et krav fra Grønlands Hjemmestyre siden 1995, at området skulle leveres tilbage til Qaanaaq kommune. Ifølge udenrigsminister Mogens Lykketoft, forventer han, at denne tilbagelevering sker snarest og sandsynligvis i løbet af i år. Amerikanerne overtog Dundas-området i 1953, da amerikanerne skulle bruge det til forsvar af basen. Siden har det været basens sikkerhedsområde, selv om det i de senere år er blevet brugt til rekreativt område for basens personel. Men nu frygter hjemmestyret, at den igangværende Greenpeace aktion kan stoppe tilbageleveringen. Greenpeaceaktionen kan være den handling, som overbeviser amerikanerne om, at det er nødvendigt fortsat at have en sikkerhedszone ved basen, mener hjemmestyret. Dan Hindsgaul fra Greenpeace forstår ikke den argumentation og kan ikke se, at aktionen har noget at gøre med tilbageleveringen af Dundas-området.
Frygter at USA nægter at afgive Dundas-halvøen
Lyt til artiklen