Jysk Vindkraft fik mandag Randers-politimesterens ord for, at vindmøllefirmaet har ret til at køre med sine lastbiler på en lille privat vej, som fire beboere har spærret i protest over Jysk Vindkrafts planlagte vindmøllepark i området. Politiet følger dermed Mariager Kommunes vurdering i spørgsmålet om, hvorvidt Jysk Vindkraft har indhentet de fornødne tilladelser til at vedligeholde og forbedre en privat vej, der skal lede ud til en fremtidig vindmøllepark ved Overgaard Gods i udkanten af Mariager Kommune. »Politimesteren skriver i sin afvisning af klagen fra Landsforeningen Naboer til Vindmøller, at adgangsvejen skal anlægges som en grusvej i en kørebanebredde på fem meter, oplyser Jysk Vindkraft i en pressemeddelelse. Det er en meter bredere, end Jysk Vindkraft selv havde foreslået og dobbelt så bredt, som fire ud af vejlaugets 16 medlemmer ønsker. De vil have vejen bragt tilbage til sine oprindelige to og en halv meters bredde. Jysk Vindkraft anser nu striden om adgangen til vejen for endeligt afgjort og håber på, at de fire kritiske lodsejere vil »besinde sig, og undlade flere ulovlige fysiske blokader«. Vindmøllefirmaet har tidligere indgået en aftale om at vedligeholde den private vej, Tuerne, med et flertal på 12 af de 16 medlemmer af vejlauget. Men fire medlemmer har blokeret for Jysk Vindkraft med deres landbrugsmaskiner. De mener, at Jysk Vindkraft ikke har indhentet alle nødvendige tilladelser til at forberede byggeriet af Danmarks største vindmøllepark på 25 vindmøller. Vindmøllerne bliver hver 100 meter høje og producerer 2 megawatt elektricitet om året og spreder sig over et område på 10 kvadratkilometer, heriblandt et område med fredskov. Lokale beboere i området har klaget over, at seks vindmøller ifølge planen skal ligge i fredskov - et område, hvor ejeren har pligt til at drive skovdrift, og som Skov- og Naturstyrelsen ikke umiddelbart havde nogen problemer med, da den gav en forhåndsvurdering af sagen. Skov- og Naturstyrelsen ventes dog først at have taget endeligt stilling til byggeriet i fredskoven efter sommerferien. Det har ikke været muligt at få en kommentar for formanden for Landsforeningen Naboer til Vindmøller, Jan Bødker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























