Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Danmark åbner for jobsøgere fra øst

Lyt til artiklen

Lønmodtagere fra de 12 lande, der forhandler om optagelse i EU, kan søge arbejde i Danmark, så snart deres lande bliver medlemmer af den Europæiske Union. Det lovede udenrigsminister Mogens Lykketoft på vegne af den danske regering, da EUs udenrigsministre mandag mødtes i Luxembourg. I en erklæring stiller Danmark ansøgerlandene i udsigt, at deres borgere - uden begrænsende overgangsordninger - kan søge arbejde i Danmark på linje med arbejdstagere fra de nuværende EU-lande. De danske myndigheder kan dog indføre restriktioner, hvis EUs udvidelse resulterer i »alvorlige eller uhensigtsmæssige forstyrrelser« af det danske arbejdsmarked. Den danske erklæring er et svar på direkte henvendelser fra blandt andre den ungarske regering, der opfordrer EU-landene til at afstå fra at indføre restriktive og langvarige overgangsordninger rettet mod borgere fra ansøgerlandene. Tyskland og Østrig har gennemtvunget, at EU-landene kan lukke deres grænser for arbejdstagere fra ansøgerlandene i op til syv år efter optagelsen af de nye medlemslande. Det vil Danmark, der har støttet østudvidelsen varmt siden murens fald, imidlertid afstå fra, og Sverige og Holland har afgivet tilsvarende erklæringer. I sin erklæring opfordrer den danske regering de andre EU-lande til at åbne deres grænser uden begrænsninger. Ungarns udspil er et led i landets optagelsesforhandlinger med EU. Som modydelse for at acceptere EU-landenes krav om at kunne indføre overgangsordninger, der begrænser arbejdskraftens fri bevægelse i op til syv år, har Ungarn ønsket at henvende sig direkte til hvert enkelt EU-medlemsland for at sikre sig, at så få lande som muligt indfører restriktionerne. Ungarn har samtidig forbeholdt sig ret til at genåbne forhandlingerne med EU, hvis mange EU-lande svarer negativt på den ungarske henvendelse. På EU-topmødet i Göteborg for en uge siden lovede EU-landene, at de vil arbejde for, at de første ansøgerlande kan være optaget i EU i 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her