Statsadvokat: Betjente følte sig truet på livet

Lyt til artiklen

En 21-årig mand er blevet fængslet for drab efter morgenens biljagt i Københavns Nordvestkvarter, der kostede en 40-årig mand livet. Politiet følte sig truet på livet og skød den 40-årige chauffør, da han i bil forsøgte at slippe væk fra politiet. Den 21-årige er sigtet for at have dræbt en anden mand i marts måned og befandt sig i bilen, som politiet satte efter. Ifølge assessor for statsadvokaten Per Corneliussen opdagede en hundepatrulje ved sekstiden lørdag morgen en bil med en efterlyst mand fra en tidligere drabssag. Patruljen sætter efter bilen, og det udvikler sig til en omkring fem minutter lang biljagt i Brønshøj-området, som slutter på Rådvadsvej tæt ved Utterslev Mose. Hang på siden af bilen Her kører flugtbilisten ind i to biler, der holder i vejkanten, og bilen går i stå. To betjente er straks på stedet og trækker deres pistoler. Den ene går mod flugtbilen og læner sig ind over køleren på flugtbilen, mens den anden stiller sig ved siden af flugtbilen. Pludselig begynder den ødelagte flugtbil at køre videre med den ene betjent hængende på siden af bilen, og de to betjente affyrer ifølge Per Corneli en række skud i nødværge mod chaufføren. Bilen fortsætter cirka halvtreds meter hen ad Rådvadsvej, hvor den endelig går i stå. Flugtbilisten dør kl. 6.15 af skud i hovedet. 21-årig anholdt Bilens to øvrige passagerer bliver anholdt og er uskadte. Den ene er en 21-årig mand, der siden marts har været eftersøgt af politiet for drabet på en 29-årig tuneser. Han er blevet fængslet for 27 dage i et grundlovsforhør i dommervagten i København, sigtet for drab. Ifølge mandens forsvarer var han stærkt påvirket af ulykken, og han vil derfor blive tilbudt psykologbistand. Tidligere fængslet Han har tidligere været fængslet og sigtet for drabet på tuneseren, som han har tilstået. Drabet fandt sted på Voldes Bodega i Brønshøj i februar. Men da den 21-årige i marts var på vej i en politibil sammen med to efterforskere fra Københavns drabsafdeling for at vise, hvor han havde gemt drabsvåbnet, så han sit snit til at åbne bildøren og stikke af på Åboulevarden i København. Den anden passager i flugtbilen - en 33-årig mand - fik anholdelsen opretholdt i tre gange 24 timer, skriver Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her