Den 20-årige mand fra Hvidovre var tydeligvis bange, forklarede politiagenten i retten i Bosnien-Hercegovina. Under regnfrakken holdt den unge mand sin pegefinger på aftrækkeren af en pistol, der var klar til skud. Men han rørte sig ikke. Heller ikke da agenten fra det bosniske antiterrorpoliti sparkede pistolen ud af hans hånd. Sekundet efter blev han væltet omkuld og lagt i håndjern. Fandt sprængstof Det var 19. oktober sidste år, at politiet trængte ind i en lejlighed i Sarajevo og anholdt den unge dansk-tyrker og hans lidt yngre kammerat med tilnavnet Maximus. Politiet fandt næsten 20 kg sprængstof i lejligheden. Noget af det var allerede anbragt i et såkaldt selvmordsbælte, resten lå i køleskabet. Derfor lyder anklagen, at de unge muslimer var i færd med at forberede en terrorhandling i Bosnien eller et andet sted. Det er første gang, at politiagenten der har karate som hobby forklarer om de øjeblikke, da han stod ansigt til ansigt med den unge mand, der er tyrkisk statsborger, men født og bosiddende i Hvidovre. Tiltalt afviser Dansk-tyrkeren siger, at han ikke holdt på nogen pistol. Han var blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og kender intet til planlagt terror. Mens de øvrige anklagede fik en reprimande af retsformanden for at grine smørret, fremstod den 20-årige genert og indadvendt. På politistationen havde han bedt om at få lov til at bede. Det var på et tip, at politiet bankede på døren til lejligheden. Maximus havde forsøgt at spærre vejen. I stuen sagde politiagenten sad dansk-tyrkeren på en sofa med en regnfrakke slængt over armen. »Jeg hev den væk og så en pistol med lyddæmper i hans hånd. Han havde fingeren på aftrækkeren. Jeg holdt min hånd klar til at blokere hans og sparkede til pistolen. Så skubbede jeg ham så langt væk fra den som muligt. Jeg kan stadig se det for mig«, sagde politiagenten. Han var selv bevæbnet, men sagde, at brug af skydevåben er den sidste udvej. Den 20-åriges forsvarer siger kort og godt, at politiet er fuld af løgn, og at agenternes indtrængen var ulovlig og dermed ikke kan bruges til noget som helst. Dertil er det usandsynligt, at han ville sidde bomstille, mens hans kammerat møvede rundt med politiet ude i entréen, siger forsvaret. Fandt videobånd I jakken på Maximus fandt politiet et videobånd, hvor to maskerede mænd fortæller om brugen af sprængstoffer. Maximus, der er svensk-jugoslav, havde lånt et kamera til optagelsen af en tante i Sarajevo. Den 20-årige brugte sin ret til at udspørge vidner, da han spurgte politiagenten, om kameraet var udlånt før det tidspunkt, da han selv ankom til Sarajevo i en bus for at holde ferie. Men det kunne politiagenten ikke svare præcist på. Dansk-tyrkeren vil ikke vedkende sig at være med på optagelsen. Agenten kunne genkende selvmordsbæltet, fordi han tidligere havde set et på tv. »Jeg havde aldrig før set et i virkeligheden. Man kunne bære det under tøjet, uden at det kunne ses. Det havde lommer til sprængstof nok til at anrette betydelig skade«, sagde han. Retssagen mod de i alt fire tiltalte fortsætter tirsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























