Ny uro i toppen af Demokratiske Muslimer

Lyt til artiklen

Interne stridigheder bliver ved med at plage foreningen Demokratiske Muslimer, der nu mister endnu et bestyrelsesmedlem. Denne gang er det somaliskfødte Amina Ahmed, som siger farvel. Den enlige mor og social- og sundhedsassistent mener ikke, der er plads til, at hun kan dyrke sin muslimske tro fuldt ud, efter at formanden, det radikale folketingsmedlem Naser Khader, for nylig i et tv-program understregede, at der skal være plads til Korankritik i Demokratiske Muslimer. Følelsesmæssigt ramt I et brev, Politiken er kommet i besiddelse af, skriver Amina Ahmed til de øvrige bestyrelsesmedlemmer, at hun blev »følelsesmæssigt ramt« over Khaders ord. Desuden skriver hun: »Der er ikke respekt for det, jeg tror på. (...) Jeg kan se, at der ikke er plads til mig, fordi jeg er et troende menneske«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Amina Ahmed eller Naser Khader, men Demokratiske Muslimers næstformand, juristen Jamilla Jaffer, kalder situationen beklagelig. »Jeg ærgrer mig, for jeg rigtig godt kan lide Amina. Men hun har sine grunde for at træde ud. Det er hendes beslutning, og det respekterer vi«, siger Jamilla Jaffer, der nu også fungerer som foreningens talskvinde. At hun gør det, skyldes at forgængeren, Fathi el-Abed, i fredags stoppede på samme post efter have luftet stærkt Israel-kritiske og antizionistiske holdninger. Det gav anledning til det, som formand Naser Khader kaldte »signalforvirring«, fordi Demokratiske Muslimer har valgt ikke at have en holdning til krigen i Libanon. Falliterklæring Også tilbage i marts måtte foreningen igennem en penibel sag, da en af foreningens stiftere, Hadi Khan, måtte sige farvel efter en strid om fortolkningen af sharialovgivning. Men selv med Amina Ahmeds afgang slutter kritikken af Demokratiske Muslimer - og Naser Khader personligt - ikke. En tredje af de folk, der tilbage i februar var med til at forme tanken om en integrationsfremmende forening for en bred masse af muslimer, er Kamran Tahmasebi. Han siger, at han også han overvejer at melde sig ud som følge af foreningens, ifølge ham, vage måde at forholde sig til Libanonkonflikten. »Det er en sand falliterklæring, at man som demokratisk forening ikke tager klar afstand fra Hizbollahs terrorhandlinger. Så tænker man ikke demokratisk, og det er jeg skuffet over«, siger Tahmasebi. Han beskylder samtidig Naser Khader for at »tale med to tunger«, fordi han i sin egenskab af politiker gerne vil udtale sig om krigen - men altså ikke som foreningens formand. »Der er plads« Kamran Tahmasebi har fra dag 1 argumenteret for, at man ikke kan leve efter Koranens forskrifter - og altså dermed praktisere islam - og samtidig med god samvittighed kalde sig demokrat. Det standpunkt er foreningens nye talskvinde Jamila Jaffer helt uenig i. Hun slår fast, at der er plads til at være både troende og medlem af Demokratiske Muslimer. »Hvordan man vælger at have sin tro, er ens egen sag. Jeg ser ikke noget problem i at være praktiserende muslim i vores forening«. Samtidig afviser hun, at rækken af personsager påvirker i negativ retning. »Der kommer og går folk i alle foreninger. Vi har kun været i gang fire måneder, så det er klart, at vi lige skal finde vores ben at stå på. Og det er så, hvad vi er ved nu«, siger Jamila Jaffer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her