Rent bortset fra at det er en fin film, er der to gode grunde til at glæde sig over ’The Deep Blue Sea’.
Det er filmen, hvor Rachel Weisz indfrier de løfter, hun så ofte har givet, men så sjældent helt har forløst. Og så er det den første film fra Terence Davies siden ’House Of Mirth’ fra 2000.
LÆS ANMELDELSE Munterhedens hus (House of Mirth)
Den 66-årige Davies havde sin største stund med ’Fjerne stemmer, stille liv’ for et kvart århundrede siden.
Hans comeback ’The Deep Blue Sea’ er en filmatisering af Terence Rattigans teaterstykke fra 1952. Som filmet teaterstykke har ’The Deep Blue Sea’ dramatikkens præcise dialog, men samtidig også det liv i samspillet, der realiserer dialogen som troværdig filmisk realisme.
Det britiske pilot
Det gamle britiske udtryk ’Between the Devil and the deep blue sea’ betyder at befinde sig i en klemme mellem to ubehagelige alternativer.
Den smukke, unge Hester Collyer er trygt og lidenskabsløst gift med den venlige, ældre dommer, sir William Collyer, men falder pladask for den flotte pilot Freddie Page. Vi er stadig i rationeringsmærkernes og ruinernes London.
Piloterne er stadig helte, men under den kække heroiske fernis plages mænd som Freddie af angst, rastløshed, mindreværd og en følelse af ikke at høre til i den fredelige verden.
Hester og Freddie indleder et heftigt erotisk forhold, som Hester ikke har lyst til at undslippe, selv om det viser sig, at flotte Freddie er alkoholiseret og ikke for fastholdere. Fornuften er skakmat, når både hjertet og underlivet vælger Freddie i fattigdom.
LÆS OGSÅ Veteranerne sejrede på canadisk filmfestival
Hester springer ud på det dybe blå hav. I et smukt spillet drama på den gode, gammeldags britiske måde fastholder ’The Deep Blue Sea’ sympatien for alle sine personer. Elegant, diskret intenst og først og fremmest præcist.
En præcision, som desværre ikke vinder genklang i den usikre danske oversættelse.
fortsæt med at læse
