Martin Scorsese filmatiserede med den storslået iscenesatte 'Uskyldens år' en roman af Edith Wharton. Også Terence Davies' 'Munterhedens hus' er en Wharton-filmatisering og udspiller sig ligeledes i New Yorks high society anno dazumal. Det er en giftig beskrivelse af livet i den absolutte overklasse. For også i det demokratiske Amerika udgjorde et selvbestaltet aristokrati en sluttet kreds, som kun nødigt lukkede nye medlemmer ind. Penge, mange penge, var en ufravigelig forudsætning for medlemskab, men ikke nødvendigvis kvalifikation nok i sig selv. Hvilket den nyrige opkomling fra Wall Street Sim Rosedale får at mærke i 'Munterhedens hus'. Historien begynder i 1905, og den er både tidløs og typisk for sin tid. Tidløs, fordi den rummer en tragisk historie om kærligheden, der må komme til kort stillet over for kujoneri, kynisme, snobberi og kniven i ryggen. Trods alt tidstypisk og fjern, fordi den foregår på et tidspunkt, hvor en kvindes gode ry og rygte var hendes eneste afgørende værdigenstand. Lily Bart (Gillian Anderson) tilhører det gode selskab. Hendes skønhed er en pryd for kredsen, men hun er forældreløs og uden egne midler overladt til sin stenrige og benhårde gamle tantes forgodtbefindende. Lily er kort og godt sårbar. Inde i varmen på nåde og barmhjertighed. Ingen af delene er der meget af, da hendes følelser for den evige ungkarl Lawrence Selden gør hende til den nådesløse Bertha Dorsets rival. Lily vil gerne bestemme i sit eget liv. Men tiden går ubarmhjertigt hurtigt. En ung giftemoden pige skal helst ikke nå at blive en desperat kvinde på jagt efter en Lily-model. Modsatrettede kræfter strides i hende. Følelserne for Selden og en moderne trang til selvstændighed trækker i én retning. Overklassens komfortable liv i en anden. Lily udviser et skæbnesvangert vankelmod, da hun skal vælge mellem fornuft og følelse. Fatalt, fordi hendes vaklen indirekte sætter spørgsmålstegn ved overklassens værdier. Rævekager bages. Sladderen går. Bitter må hun indse, at sandheden om en kvinde er den historie, der er lettest at tro på. Lily udstødes. En deroute tager fart. Lily må arbejde for føden, men kan næppe tråde en nål. Det er ved dette afgørende vendepunkt, at oversætteren begår en brøler af de større. Millionæren Sim Rosedale bliver chokeret, da han ser den smukke overklassekvinde, han begærer, degraderet til menigt medlem af arbejderklassens nedslidte masser. Replikkerne er holdt i litterær stil. Der er en pointe i at fastholde det formelle og det distante, som tegner tiden og karakteriserer figurernes beherskede følelsesliv. Men det betyder også, at det er svært for følelserne at fænge, da først dramatikken for alvor skal slippes løs. Selv om Lily har sine kvaler med grisebassen Gus Trenor (Dan Ackroyd) og slapsvansen Selden (Eric Stoltz), kniber det med medfølelsen for hende. Man følger Lilys nedtur og trængsler med en distance, som filmen aldrig formår at overskride - og måske i virkeligheden heller ikke ønsker at overskride.