Fire drenge fortsat fængslet i voldtægtssag

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Politiet i Odense efterforsker fortsat sagen om en formodet gruppevoldtægt af en 13-årig pige natten til 1. april i år. Fire drenge mellem 16 og 19 år med indvandrerbaggrund blev i går varetægtsfængslet for yderligere fire uger sigtet for voldtægten. De fire har erkendt at have været sammen med den 13-årige i forbindelse med et diskoteksbesøg i Odense. »Men de fastholder, at hun gik frivilligt med til det. Og de har stort set enslydende forklaringer«, siger vicekriminalkommissær Povl Nielsen, Odense politi. Bestyrket mistanke Alligevel fandt dommeren i går, at der var så bestyrket mistanke om voldtægt mod de fire, at de kommer til at sidde fængslet frem til juni, hvor der er bestilt tid i byretten til selve retssagen. »Vi efterforsker fortsat og venter blandt andet på nogle tekniske undersøgelser, der er ved at blive foretaget ved Retskemisk Institut«, siger Povl Nielsen. Samtidig har Odense Kommune besluttet at holde møde med de to imamer, som efter voldtægten tilbød deres hjælp til bekæmpelse af kriminaliteten blandt indvandrere i bydelen Vollsmose. To af de fire sigtede drenge kommer fra den belastede bydel. Imamer indkaldes til møde Somaliske Abdalla Mohamud og syriske Mohamad Samha vil blive indkaldt til et møde med Odense Kommunes flygtninge/indvandrerudvalg, hvor cheferne for kommunens fem forvaltninger og lederen af det særlige Vollsmosesekretariat sidder. »Flygtningerådet og udvalget har været enige om at invitere de to til et møde for at høre, hvad de har forestillet sig, og på hvilken måde de kan hjælpe os. Hvis de kan være med til at ændre holdninger, så skal vi lytte til dem. Jeg opfatter deres tilkendegivelse som en åbning og en erkendelse af, at der er særlige problemer med andengenerationsindvandrere, der også har med holdninger at gøre«, siger kultur- og socialdirektør Leif Hansen, der er formand for flygtninge/indvandrer-udvalget. Til mødet med de to imamer vil også formanden for SSP-samarbejdet (Skole, Socialforvaltning og Politi) i kommunen blive indkaldt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her