Muslimer får begravelsesplads i Brøndby

Lyt til artiklen

Efter lang tids søgen efter et egnet stykke jord udpegede Kirkeministeriet onsdag et område ved Brøndbyskoven i Brøndby Kommune til kommende muslimsk begravelsesplads. Grunden, der er på omkring fem hektar, ejes af Brøndby Kommune, men ifølge kirkeminister Johannes Lebech (R) har borgmester Kjeld Rasmussen (S) indvilget i at sælge området for et ukendt beløb. Johannes Lebech er tilfreds med, at den langstrakte sag om muslimernes ret til en begravelsesplads nu efter alt at dømme er afsluttet. Endnu mangler de muslimske organisationer at acceptere tilbuddet, men kirkeministeren har indbudt repræsentanter fra de etniske mindretals sammenslutning, INDsam, til et møde torsdag. »Jeg mener, at vi har fundet en rigtig god løsning, der lever op til de ønsker, der er kommet fra forskellige muslimske organisationer. Vi havde et tilbud meget tæt på Københavns centrum, som kostede en herregård, og så denne placering, der koster det, man kan kalde et københavnsk parcelhus. Det er et meget naturskønt område, og der er ingen umiddelbare naboer«, siger Johannes Lebech. Udlagt til skov Grunden ligger tæt op af Holbækmotorvejen og får sandsynligvis indkørsel fra Brøndbyøstervej, og kirkeministeren understreger, at der er gode forbindelser til stedet med offentlige transportmidler. Brøndby Kommune havde oprindeligt planlagt at bruge jorden til en udvidelse af Brøndbyskoven, og med tiden er det også tanken, at begravelsespladsen bliver omkranset af skov til alle sider. Johannes Lebech forventer, at handlen falder på plads i løbet af sommeren, og at anlægsarbejdet kan gå i gang til efteråret, men han har ikke noget bud på, hvornår den første begravelse i muslimsk indviet jord kan finde sted. Efter muslimske forskrifter skal jorden være uberørt til evig tid i modsætning til danske kirkegård, hvor gravfreden er på omkring 20 år. »Jeg er utrolig glad for, at Brøndby Kommune er villig til at sælge, og både køb og drift af begravelsespladsen er muslimernes ansvar. Jeg tror også på, at der er folkelig opbakning til projektet og forståelse for, at mennesker, der har levet her i mange år, skal have mulighed for at blive begravet i overensstemmelse med deres kultur og tradition«, siger Johannes Lebech, der afviser frygten for, at begravelsespladsen vil blive mødt med lokale protester. Det var netop lokale protester, der flere gange i de senere år har sat en kæp i hjulet på muslimernes anstrengelser for at erhverve et egnet stykke jord. Tålmodigheden med myndighederne var opbrugt i efteråret, hvor muslimerne i Danmark indbragte sagen til Østersørådets kommissær for menneskerettigheder, som appellerede til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om at finde en løsning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her