Politiken lørdag: Den danske biotekvirksomhed Bavarian Nordic har udviklet en moderne og effektiv vaccine, som kan anvendes mod kopper. Virksomheden er i kontakt med flere lande, herunder NATO-lande, som ønsker at opbygge lagre af vaccine mod sygdommen, som blev erklæret globalt udryddet af WHO i 1980. »Selv om kopper officielt er udryddet, lurer der mange steder en frygt for, at den skal dukke op igen. Det ville være en regulær katastrofe, for de store vaccinationsprogrammer, som udryddede sygdommen, sluttede for 20-25 år siden. Det betyder, at over 80 pct. af verdens befolkning i dag ikke er vaccineret mod kopper og derfor meget modtagelige«, siger adm. direktør Peter Wulff, Bavarian Nordic, til Politiken. Gensplejset vaccine Bavarian Nordic har i de seneste seks år udviklet en vaccineteknologi, som er bygget på de gamle koppevacciner. Målet med det nye gensplejsede vaccinekoncept er, at det i princippet skal kunne modificeres til at beskytte mod så forskellige sygdomme som hiv, leverbetændelse, modermærkekræft og denguefeber. Men i selve sin 'tomme' grundform har vaccinen MVA-BN vist sig at være lige så effektiv mod kopper som de traditionelle koppevacciner og desuden meget sikrere og bivirkningsfri. »Det er egenskaber, der har gjort en del lande interesserede i vores vaccine. Vi har fået henvendelse fra flere lande, heriblandt også NATO-lande, og præsenteret vores teknologi for dem. Af forretningshensyn kan jeg ikke røbe, hvilke lande det drejer sig om, men en del nationer er netop nu ved at opbygge reservelagre af koppevacciner«, siger Peter Wulff. 40 millioner doser Bavarian Nordic fik ideen til at anvende sit nye vaccinekoncept mod kopper, da det centrale amerikanske center for sygdomsbekæmpelse og forebyggelse i Atlanta, CDC, for et par år siden efterlyste en partner til produktion af 40 millioner doser koppevaccine til et amerikansk nødberedskab. Bavarian Nordic gik dog ikke selv efter entreprisen, fordi amerikanerne ønskede den gamle type koppevaccine. Bag produktionen og opbygningen af lagre med koppevaccine ligger en ulmende frygt for, at den gamle dræbervirus, som alene i det 20. århundrede menes at have slået flere end 300 millioner mennesker ihjel, skal dukke op igen. Der er set flere udgaver af koppevirus i dyreriget, bl.a. blandt kameler og aber, og der er eksempler på, at disse koppetyper er sprunget fra aber til mennesker. Ligeledes frygtes det, at virussen kan spredes fra lig, som har været nedgravet. Højere dødelighed »Hvor dødeligheden før i tiden var 30-50 pct. vil den måske i dag være oppe på 70-80 pct., fordi stort set alle mennesker har været uvaccinerede i årevis. Hvis det utænkelige skulle ske, eksempelvis at sygdommen brød ud i en stor international lufthavn, ville en epidemi kunne spredes med lynets hast«, siger Peter Wulff. Kopper er dødelige i mere end en tredjedel af alle tilfælde, og nogle frygter, at koppevirus kan finde anvendelse som et biologisk våben. Den frygt fik næring af den sovjetiske afhopper og tidligere næstkommanderende for Sovjetunionens biologiske våbenprogram, Kanatjan Alibekov, der nu kalder sig Ken Alibek. I 1999 udgav han bogen 'Biohazard', hvori han rystede de amerikanske efterretningstjenester ved at beskrive, hvordan den tidligere supermagt fremstillede og opbevarede store mængder koppevirus til potentiel krigsanvendelse. Angiveligt skulle der ligge - eller have ligget - 20 ton flydende koppevirus på sovjetiske militærbaser beregnet til ved hjælp af missiler at kunne nå amerikanske storbyer. Terrorfrygten Ifølge forfatteren og journalisten Richard Preston fortsatte produktionen af koppevirus langt ind i Gorbatjovs glasnostperiode. I tidsskriftet The New Yorker beskriver Preston koppevirus som et effektivt, billigt og ikke urealistisk alternativ til de dyre atomvåben i hænderne på terroristgrupper og slyngelstater. Eksistensen af de enorme mængder koppevirus er ikke bekræftet officielt af nogen. Tværtimod er der udfoldet store anstrengelser internationalt for at få destrueret al koppevirus som sikkerhed mod nye epidemikatastrofer. I 1984 blev de sidste kendte virusrester lagt til opbevaring i to specielt konstruerede laboratorier i Atlanta og Moskva. Destruktion udsat Men beslutningen om den endelige destruktion af koppevirus er siden blevet udskudt igen og igen. »Officielt blev det besluttet at destruere den sidste virus 30. juni 2000. Men beslutningen blev atter udskudt«, siger Peter Wulff. Menneskets viden om koppevirus vil ikke dø, selv om den sidste virus bliver destrueret. Hele virusets arvemasse er nemlig omhyggeligt kortlagt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nu smager flere af de involverede deres egen medicin
Debatindlæg af Christian Have
Jeg har længe været for blind i troen på den amerikanske drøm
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Poul Erik Pedersen


























