Fire-fem mænd bag drab på tidligere rockerpræsident

Lyt til artiklen

Københavns Politi mener, at der stod fire-fem mænd bag drabet onsdag aften på den 37-årige tidligere præsident for rockergruppen Bandidos i Hedehusene, Claus Bork Hansen. Den tidligere rockerpræsident var i selskab med sin kæreste, da han blev likvideret på åben gade foran sit hjem i Vanløse ved København, men ifølge politiet blev hun ikke ramt af skuddene. 20 skud »Drabet blev forøvet af fire-fem mørkklædte mænd, der alle var maskeret med elefanthuer. De angreb ham, da han kom hjem i sin bil sammen med sin pige, og der blev skudt med flere våben. Der er affyret mere end 20 skud, men jeg vil endnu ikke ind på, hvor mange skud, der har ramt den dræbte«, siger vicekriminalinspektør Carsten Damsgaard fra Københavns Politis drabsafdeling. Politiet havde torsdag morgen endnu ikke foretaget anholdelser i sagen eller lagt sig fast på et motiv. Dog stod det klart, at den 37-årige tidligere rockerpræsident i ugerne forud for sin død var blevet udsat for mordtrusler. På et tidspunkt i løbet af de seneste par måneder er Claus Bork Hansen efter nogle uoverensstemmelser blevet smidt ud af klubben. »Det, vi ved, er, at han har været meget uvenner med medlemmerne af sin tidligere klub i Hedehusene. Vi har en kraftig formodning om, at han har været udsat for mordtrusler, men vil ikke kommentere, hvem det er, der skulle have fremsat truslerne«, siger Carsten Damsgaard. Tilbud om politibeskyttelse Han bekræfter, at Claus Bork Hansen i forbindelse med mordtruslerne er blevet tilbudt politibeskyttelse inden for de seneste uger. Claus Bork Hansen afslog dog tilbudet. »Han sagde noget med, at han var ligeglad - at han ikke tog truslerne alvorligt«, siger vicekriminalinspektøren. Han vil ikke kommentere, om drabet kan være tegn på, at rcokerkrigen er ved at blusse op igen. »Vi har ingen formodninger om noget som helst. Nu skal vi lige se, hvor vi er henne, og hvad motivet er til det her«, siger han. Drabet fandt sted kl. 20.40 på A.F. Beyersvej i Vanløse. Efter drabet kørte gerningsmændene væk i en mørk bil - politiet mener, at det kan være en sort Audi A6. Politiet efterlyser vidner, der må have set fem mørkklædte mænd køre væk i en mørk bil onsdag aften omkring gerningstidspunktet. Udbrændt Audi fundet Senere onsdag aften nedbrændte en garage på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Agrovej i Taastrup vest for København. I den udbrændte garage, der burde være tom, fandt politiet efterfølgende en mørk Audi. Bilen var ifølge vicekriminalinspektør Carsten Damsgaard brændt temmelig meget ned. Politiets teknikere undersøger nu, om der kan være tale om den bil, som gerningsmændene kørte i. Carsten Damsgaard ønsker ikke at kommentere, om politiet torsdag morgen havde fået afhørt Bandidosmedlemmerne fra afdelingen i Hedehusene. »Det vil jeg ikke ind på, men der foregår noget«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her