Kritik af S's efterløn: Kun efterløn til hver femte sygeplejerske

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne er godt i gang med at forpeste forholdet mellem sig selv og en stor del af fagbevægelsen. Fagforbundene for pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre af velfærdsstatens kernemedarbejdere skyder igen mod partiets efterlønsforslag. Faggrupperne anklager S for at udelukke store dele af dem fra at opnå efterløn, fordi partiet vil indføre et krav om 38 års medlemskab af en a-kasse. I lørdags skød S så tilbage med tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viste, at langt de fleste af dem kunne få efterløn som 62-årige. For sygeplejersker gjaldt det f.eks. tre ud af fire. Tallene holder ikke Men de tal holder slet ikke, viser nye træk fra faggruppernes egne a-kasser. »Vores tal giver et helt andet billede. Så det ser ud til, at S har undervurderet, hvor mange der bliver udelukket. De bør nu sige meget klart, om vores grupper skal have adgang til efterløn eller ej«, siger formanden for fagforbundenes paraplyorganisation FTF, Bente Sorgenfrey. Sygeplejersker i knibe Ifølge de nye tal fra FTF vil blot hver femte sygeplejerske opfylde 38-års kravet, mens det gælder hver fjerde lærer og knap halvdelen af pædagogerne. FTF tager det forbehold, at a-kasserne ikke ved, om deres medlemmer har husket at oplyse eventuel anciennitet fra tidligere, men det kan ikke forklare den gigantiske forskel på tallene, siger sygeplejerskernes formand Connie Kruckow: »Det vil være utopi at tro, at det skulle kunne gøre forskellen fra 20 til 73 procent«. Hør efter Hun er vred over, at S i lørdags tog til genmæle med beskyldninger om, at de kritiske faggrupper havde misforstået regnestykket: »Det er for dumt af dem ikke at høre efter, når så store grupper af offentligt ansatte kommer med en berettiget kritik af deres forslag. Det er ikke en klog taktik, når man gerne vil have stemmer fra mange grupper i samfundet«, siger hun. Mogens Lykketoft, der stod bag opsangen i lørdags, inviterer nu kritikerne til dialog om problemerne. Men han fastholder, at de begår fejl, når de tager udgangspunkt i folk, der allerede nu har været længe på arbejdsmarkedet. For S' 38-års krav kommer kun til at gælde for folk, der i dag er under 24 år. »Det er urealistisk, at de kun skal opholde sig 32 år på arbejdsmarkedet. Vores forslag sikrer råd til at skabe flere og bedre arbejdspladser, så grundlæggende har vi fælles interesser med FTF«, siger Mogens Lykketoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her