Ny dyrelov vil føre til smerte og lidelse

staldbehandling. 20.000 gange om året får køer konstateret mælkefeber, som ubehandlet fører til lammelse og død. Nu skal landmændene lære at tage sig af koen uden bistand fra dyrlægen.
staldbehandling. 20.000 gange om året får køer konstateret mælkefeber, som ubehandlet fører til lammelse og død. Nu skal landmændene lære at tage sig af koen uden bistand fra dyrlægen.
Lyt til artiklen

Trods kraftige advarsler fra Fødevareministeriets eget vejledende dyrlægeråd får landmændene lov til selv at konstatere og behandle såkaldt mælkefeber fremover. Regelændringen er gennemført, selv om rådet understreger, at den nye fremgangsmåde, som blev mulig 1. juli, »uvægerligt vil føre til adskillige dyreværnsmæssigt kritisable forhold«. Det er første kendte tilfælde, hvor en fødevareminister vælger at gå imod en direkte advarsel fra Det Veterinære Sundhedsråd, som har eksisteret siden 1851, og hvis medlemmer udpeges af ministeren. Professor er meget bekymret »Det er meget usædvanligt. Jeg har ikke nogen erindring om, at det er sket tidligere«, siger formand for rådet gennem ti år, ph.d. og professor Eiliv Svalastoga, som er dybt bekymret ved ændringen. »Koen risikerer både at lide og dø på grund af fejldiagnosticering, og at landmanden giver medicinen forkert, så koen går i chok, eller der opstår betændelse. Hvis man er uheldig, er det en avanceret måde at aflive dyr på«, siger formanden. Dyrlæger frygter fejlbehandlinger Dansk Dyrlægeforenings Sektion vedrørende Kvæg er fuldstændig enig med Det Veterinære Sundhedsråd. »Vi frygter fejlbehandlinger og andre oversete lidelser. Dyrene bliver taberne med unødvendig lidelse til følge, når landmændene skal til at lege dyrlæger«, siger formand Finn Albers Petersen. Mælkefeber er også kendt som kælvningsfeber og er en akut kalkmangel i blodet, som opstår i tiden omkring kælvningen. I starten virker koen sløv, så begynder den at blive lammet i hele kroppen, glider over i en bevidstløs tilstand og dør, medmindre den behandles. Det er den tilstand, landmændene skal lære at behandle med intravenøs kalk. Køer kan blive fejlbehandlet Men selv om feberen i sin reneste form er relativt enkel at diagnosticere, kan den optræde sammen med andre alvorlige lidelser, ligesom der kan være komplikationer, som landmændene ikke er trænet i. Derfor vil mange køer blive behandlet for det forkerte eller blive behandlet ufuldstændigt, »hvorved den påføres en unødvendig og høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og/eller væsentlig ulempe«, som Det Veterinære Sundhedsråd skriver i sin vejledning til ministeren. Samtidig mener både rådet og Dansk Dyrlægeforening, at intravenøs behandling med kalk er et operativt indgreb, som kræver en dyrlæge. Koen kan gå i chok og dø af infusionen, ligesom den kan få store bylder, hvis landmanden rammer forkert med kanylen. Det vil »medføre en del tilfælde af dyreværnsmæssigt uacceptable behandlinger«, skriver Det Veterinære Sundhedsråd. Minister behøver ikke høre efter Det har ikke været muligt at spørge ferierende fødevareminister Henrik Høegh (V), hvorfor han helt ekstraordinært vælger at se bort fra rådets advarsler. Men veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Jan Mousing understreger, at ministeren ikke er forpligtet til at følge rådgivningen. »Det er ikke et besluttende organ; ministeren kan beslutte at høre efter Det Veterinære Sundhedsråd eller lade være«, siger Jan Mousing. Han tilføjer, at Fødevarestyrelsen vil holde øje med landmændenes mælkefeberbehandlinger. »Hver eneste behandling skal registreres i en database, så vi kan se, om der har været en overdødelighed eller andre uhensigtsmæssigheder«, siger Jan Mousing, som vurderer, at der kan samles op om halvandet år. Karsten Aagaard, som er veterinærchef i Kvæg under landbrugets fællesorganisation Landbrug & Fødevarer, bakker op om de nye regler. »Der er netop blevet taget hensyn til dyrlægernes bekymring i tilrettelæggelsen af det kursus, som landmændene skal på for at lære at genkende og behandle mælkefeber«, siger veterinærchefen og henviser til, at landmændenes erfaringer vil blive evalueret. »Vi kommer gerne kritikken i møde og synes, det er helt i orden, at det her foregår i en prøveperiode, og så evaluerer vi det om halvandet år«, siger Karsten Aagaard. Men det er ikke godt nok, mener Dyrenes Beskyttelse, som peger på, at Det Veterinære Sundhedsråd allerede kendte til landmandskursets indhold, da det kraftigt frarådede regelændringen. »Det er meget usædvanligt, at Fødevarestyrelsen ikke følger rådet. Vi mener, at mælkefeber skal behandles af dyrlæger som hidtil. Det er dumt at prøve det her i halvandet år, og en masse køer vil lide i mellemtiden«, siger Pernille Fraas Johnsen, dyrevelfærdschef i Dyrenes Beskyttelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her