Bombemand fanget på femte døgn: Spion, soloterrorist eller lejesoldat

Lyt til artiklen

Fredagens formodede bombemand er tilsyneladende aldeles svær at få styr på for politiets efterforskere.

Den yngre mand, der vurderes at være mellem 25 og 35 år, er nu i politiets varetægt på femte døgn. Foreløbig sidder han isolationsfængslet frem til 4. oktober.

Adskillige eksperter og pensionerede efterforskningschefer har de seneste dage kloget sig på, hvem den mystiske mand kan være.

Gættene spænder fra soloterrorist til hitman, agent og lejesoldat.

LÆS OGSÅ Dykkere finkæmmer søen i Ørstedsparken

Men hvad ved vi med sikkerhed om manden, der fredag angiveligt forårsagede en eksplosion på et toilet på Hotel Jørgensen i Rømersgade i det centrale København?

Politiken.dk forsøger her at samle oplysningerne.

Den formodede bombemand har klart tilkendegivet, at han ikke ønsker at samarbejde med de danske myndigheder.

Klart står det dog, at han taler mindst tre sprog. Mandens franske er flydende, men han taler også udmærket engelsk og tysk.

LÆS ARTIKEL

Politiet har »flere meget interessante spor«

Foreløbig har den formodede bombemand angiveligt betjent sig af mindst tre identiterer under opholdet i Danmark. Politiet har blandt andet fundet et belgisk identitetskort. De tre falske identiteter er blandt andet blevet anvendt, da manden tjekkede ind på Hotel Jørgensen, og da han købte sig en busbillet med Euroline til Belgien.

Mandens tøjstil har skiftet lige så hyppigt. Ifølge politiets oplysninger har den mistænkte således både været iklædt løse hiphop cowboybukser med baseball-kasket såvel som nystrøget skjorte, Hugo Boss-bukser med pressefolder og en klassisk sixpence.

Også skægget har skiftet såvel facon som længde. Han er både set glatbarberet, med skægstubbe og et kort hageskæg.

LÆS MERE

Politiet vil vise nye foto af bombemanden

I fængslet har den formodede bombemand bestilt vegetarmad, ligesom han har bedt om eksemplarer af såvel Bibelen som Koranen og ifølge efterforskningsleder Svend Foldager også et religiøst jødisk værk.

7. september indlogerede han sig på Hotel Jørgensen. Det er uvist, om manden har opholdt sig i Danmark inden da. I dagene op til eksplosionen på et af hotellets toiletter har den formodede bombemand blandt andet anskaffet sig et multiværktøj, ligesom han har købt en lille papkasse til brevforsendelser på Østerbro Postkontor.

Bombemanden bærer desuden benprotese på nederste del af højre ben. Politiet udsendte i går billeder af protesen, som bombemanden nøje har sørget for er renset for spor. Et serienummer i en af delene i protesen er således blevet slettet.

To timer i det fri
Klokken 13.29 fredag modtog Københavns Politi en anmeldelse om en eksplosion på Hotel Jørgensen i Rømersgade i de centrale København.

To timer senere blev manden under massivt politiopbud pågrebet i Ørstedsparken. Det er uvist, om han kun har opholdt sig i parken i de to timer, eller om han også har været andre steder.

Udlandet leder også

Såvel Luxembourg som Belgien har været nævnt som mulige hjemlande for den mystiske mand. De pågældende landes politimyndigheder er i øjeblikket i gang med at undersøge, om de kan finde noget, der relaterer sig til bombemanden fra København.

Indtil videre er der dog ikke megen hjælp at hente i udlandet. Mandens dna-profil har heller ikke kastet nogen spor af sig hos de internationale politimyndigheder.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her