Hans to børn på tre og seks år aner ingenting. De har ganske vist fået at vide, at deres far engang har været i krig, men Niels Holck og hans hustru har skånet ungerne for sandheden om, at far risikerer at blive sendt til Indien for at være på anklagebænken i en retssag, der kan vare flere år. Men alligevel vil netop Niels Holcks børn få en central rolle, når Retten i Hillerød i dag foretager de indledende manøvrer hen imod at afgøre, om Justitsministeriet handlede lovligt, da det i april måned bestemte, at den 48-årige dansker skal udleveres til retsforfølgelse i Indien. »Jeg har etableret mig i Danmark, fordi jeg ad tre omgange i 2001-2002 har fået at vide, at jeg aldrig ville blive udleveret til Indien. Daværende justitsminister Lene Espersen svarede Folketinget, at jeg ikke kunne udleveres, og to gange har jeg siddet over for danske politibetjente, der har forsikret mig om, at jeg kunne blive i Danmark. Derfor tog vi en beslutning om at skabe et liv her. Jeg er blevet gift. Jeg har fået to børn, startet et firma og har de seneste otte år levet et ganske almindeligt borgerligt liv. Mine børn går i skole og institution her. Min kone har job i den lokale skole, vi har bygget en andelsboligforening op fra grunden, og der har været helt ro på. Indtil nu«, siger Niels Holck. Ville etablere lokalt vagtværn Hvis der er en sag, hvor den slidte kliché om at blive indhentet af sin fortid giver mening, så må det være sagen om Niels Holck. Vi skal tilbage til 1995, hvor en ung dansk mand arbejdede med at forbedre forholdene for landsbybefolkningen i den indiske delstat Vestbengalen ved at etablere skoler, hospitaler og lokalt demokrati.
Efter hans eget udsagn blev landsbyboerne først chikaneret og siden udsat for voldelige og i enkelte tilfælde dødelige overgreb fra det lokale politi, der ifølge Holck handlede på opdrag fra en desperat delstatsregering, der så sin magt over området smuldre. Sammen med oppositionspolitikere tog han en beslutning om at etablere et lokalt vagtværn, der kunne beskytte lokalbefolkningen mod overgreb, har han forklaret. Derfor blev idealisten våbensmugler. De indiske myndigheder ser noget anderledes på formålet med at smule våben. Niels Holck er sigtet for forsøg på indsmugling af adskillige ton våben, der skulle bruges til at føre krig mod den indiske regering, der anser Niels Holck for at være en farlig terrorist. Derfor begærede Indien ham udleveret 23. december 2002.






























