Norsk efterretningstjeneste: Jyllands-Posten var et af flere mulige mål

Lyt til artiklen

Tre norske terrormistænkte havde konkrete og fremskredne planer om et angreb på Jyllands-Posten.

Det bekræfter det norske efterretningsvæsen PST over for politiken.dk, sammen med oplysningen om at Jyllands-Posten kun var et af flere mål, de tre diskuterede.

Det er den 37-årige irakiske kurder S.B., som har tilstået planerne, og de to øvrige mistænkte vil nu blive afhørt på baggrund af oplysningerne fra deres medsammensvorne.

LÆS ARTIKEL Norsk afsløring: Iraker ville sprænge Jyllands-Posten i luften

»Den 37-årige har under afhøring tilstået, at han deltog i planlægning af terror«, siger kommunikationsdirektør Trond Hugubakken hos det norske Politiets Sikkerhetstjeneste (PST).

Jyllands-Posten var et af flere mulige mål
Hvad var de konkrete planer?

»Ud fra hans forklaring tyder det på, at avisen Jyllands-Posten var deres mål«.

LÆS ARTIKEL

37-årig familiefar blev anholdt i Tyskland

Har han sagt det direkte eller har I analyseret jer frem til det?

»Han har forklaret det. De har diskuteret flere mulige mål gennem tiden. Under afhøringen sagde han, at Jyllands-Posten var et af målene, som de diskuterede«.

Hvad var de andre mål?

»Det kan jeg ikke komme ind på nu. Det vil vi bruge i afhøringerne af de to andre«.

Var Jyllands Posten det primære mål?

»Ud fra hans forklaring tyder det på at Jyllands-Posten var et af de primære mål«.

DOKUMENTATION:

Dokumentation: Terrorplaner mod Jyllands-Posten

Og det var altså de tre, som sammen ville lave angrebet?

»I hvert fald diskuterede de tre det. Præcis hvem, som skulle gøre hvad, er uklart lige nu«.

LÆS ARTIKEL

Avis-direktør: Der bliver passet godt på os

Hvornår skulle angrebet finde sted?

»Det ved jeg ikke, og jeg er usikker på, om vi har fået et endeligt svar på det. Vi har lidt mere information på det, men det kan jeg ikke udtale mig om nu på grund af afhøringerne af de to andre«.

Gruppen havde skaffet ingredienser til sprængstof
Var angrebet nært forestående, eller var der tale om mere abstrakte planer?

»Vi ved noget om det og har før offentliggjort, at de havde anskaffet, hvad de havde brug for af ingredienser til at producere sprængstof«.

Skal vi deraf udlede at angrebet var nært forestående?

»Det er meget svært at svare på uden at spekulere. Vi ved i hvert fald at de havde ingredienserne til at kunne fremstille sprængstof«.

LÆS ARTIKEL

Norges politi snød terrormistænkte

Er det korrekt at det var såkaldt TATP, som de ville fremstille?

»Ja, det er de samme ingredienser som til TATP. Men som det også har været offentliggjort byttede PST dele af ingredienserne ud (så bomben ikke kunne fremstilles, red.)«.

LÆS ARTIKEL

Norske terroranholdte er knyttet til al-Qaeda

Skulle angrebet være sket på Jyllands-Postens redaktion i Århus eller i København?

»Det kan jeg heller ikke komme ind på nu«.

Ved I det, eller ved I det ikke?

»Det ønsker jeg ikke at svare på lige nu«.

Har I beviser som støtter den 37-åriges tilståelse om planlægningen af et angreb på JP?

»Det ønsker jeg heller ikke at komme ind på. Det er konfidentielt. Han har forklaret at Jyllands-Posten var et af målene, men hvilke andre elementer vi har, der støtter eller svækker den forklaring, vil jeg ikke ind på«.

Hvad ligger der i at han afviser at være del af en terrorcelle, men samtidig tilstår konkrete terrormål?

»Det er vanskeligt at svare på. I den indledende fase af efterforskningen afviste han at have noget med sagen at gøre, og nu har han ændret sin forklaring. Motivet for det kan jeg heller ikke komme nærmere ind på«.

Terrormotivet er ikke klart

Hvad var motivet for et angreb på Jyllands-Posten - drejer det sig om tegningerne af Muhammed?

»Det kan jeg heller ikke spekulere i nu, men det er en naturlig tanke at gøre sig og selvsagt et muligt motiv«.

Hvad gør I herfra?

»Nu vil vi forelægge de andre to sigtede de oplysninger, han har givet os, konfrontere dem med det, og bruge det i den videre efterforskning og afhøringsproces. Vi betegner det som en positiv udvikling i sagen, set i forhold til sigtelsen. Men efterforskningen er på ingen måde ovre. Den vil fortsætte i ganske lang tid endnu«.

Gruppen havde forbindelser til al-Qaeda
Der er også tale om en forbindelse mellem de tre og al-Qaeda?

»Den oplysning er en del af sagskomplekset, men vi har ikke nogen egen efterforskning, som er rettet mod koblingen til al-Qaeda. Det er jo kommet frem at de tre i Norge havde kommunikation med de samme personer som cellen i New York og cellen i Manchester havde. Så det er bare en del af de omkringliggende faktorer. Efterforskningen i Norge koncentrerer sig helt konkret om norsk lov, og hvad de har gjort i forhold til det«.

(Sagen i Manchester drejer sig om planer om et angreb på et indkøbscenter. Sagen i New York drejer sig om et planlagt angreb på byens metro, red.)

Vides det om instruktionerne om at angribe Jyllands-Posten udgik fra al-Qaeda-forbindelsen?

»Det ønsker jeg ikke at svare på«.

Er I sikre på at der ikke findes andre medsammensvorne på norsk eller dansk grund?

»Det er meget lidt, som tyder på det. Men vi kan ikke udelukke det«.

Andreas Lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her