Trods traumer og angst får mindre end hvert tiende barn i de danske asylcentre tilbudt en psykolog. Det oplyser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i et svar til Folketinget.
Af de 977 børn, der midt i august havde været på centrene i mere end en måned, havde kun 96 af dem fået tilbud om psykologbehandling. Men tidligere undersøgelser fra både Røde Kors og Københavns Universitet viser, at omkring 35 pct. har psykiske lidelser, og at op til 56 pct. af børnene har brug for en såkaldt psykosocial indsats.




























