Den tidligere danske politibetjent Frank Rosendahl tager imod i et lavloftet parcelhus i en større dansk provinsby. Med varmen buldrende fra en brændeovn i stuen fortæller den veltrænede Frank Rosendahl om sin tid som leder af et seks mand stort team, som observerede enhver mistænkelig bevægelse på udvalgte punkter i kvarteret omkring den amerikanske ambassade midt i København. Hans opgave var defineret og bestilt af den amerikanske regering. Frank Rosendahls hold skulle videofilme eller fotografere personer, som opførte sig mistænkeligt. Eller som ofte optrådte i bestemte områder ved ambassaden.
Blandt opgaverne var eksempelvis at fotografere lovligt anmeldte demonstrationer og notere sig hårfarver, øjenfarver og bilers registreringsnumre i detaljerede rapporter, som efterfølgende blev overgivet til den amerikanske ambassade.






























