Mike Axdal går altid rundt med en bestemt mønt i sin sorte pung. Og det vil han gøre resten af sit liv. Det var egentlig hans fars mønt. En stor sølvblank spillemønt, der formentlig er blevet brugt i et kasino. I hvert fald fandt hans far mønten under en gammel kasinobar på skibet ’Scandinavian Star i slutningen af marts 1990. På det tidspunkt var de i gang med at gøre rent på skibet. Mike, hans bror Tonni og deres far. Skibet var netop ankommet fra USA til Cuxhaven i Tyskland og skulle gøres klar til at indsættes på ruten mellem Frederikshavn og Oslo. ’Scandinavian Star’ havde sejlet på krydstogter i Det Caribiske Hav ud for Floridas kyst, og rige amerikanere havde brugt penge på at spille i skibets kasino. Men nu skulle spillelokalet bygges om til en taxfreebutik.
Rygende skib
Det var her, Mike Axdals far fandt mønten. »Den skal jeg da ha’«, sagde Mike Axdal for sjov til sin far. »Nej, det skal du ikke. Men jeg kan da ikke afvise, at den bliver din«, svarede faderen med et smil. Lidt over en uge senere blev de første lig transporteret ud af det rygende skib. Flere påsatte brande havde natten til 7. april 1990 hærget ’Scandinavian Star’ på skibets rejse på den nye rute. På turen tilbage mod Frederikshavn. Det ødelagte skib blev bugseret ind til Lyskil i Sverige, og store kølebiler holdt klar på kajen for at transportere de sorte plastikposer til Oslo, hvor ligene skulle identificeres af eksperter.




























