Tonen er negativ, generaliseringerne grove, og udlændinge betragtes som en byrde. Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny undersøgelse, hvor 700 fortrinsvis højtuddannede udlændinge redegør for, hvordan de opfatter danskernes syn på udlændinge. »De højtuddannede føler sig ikke velkomne, når de er her i længere tid. De føler, at de bliver set på som en problematisk masse«, siger Dagmar Fink, der har gennemført og finansieret undersøgelsen. Hun er selv tysker, men ansat som projektmanager hos IBM i Danmark.
En anden tone
Dansk Arbejdsgiverforening har læst Dagmar Finks undersøgelse og nikker genkendende til konklusionerne.
»Den fortæller mig, at vi kan sætte en masse initiativer og teknikaliteter i gang. Men hvis vi ikke på en eller anden måde får en anden tone ind omkring det, vi gør, og den måde, vi taler til hinanden på, så hjælper det ikke noget«, siger Finn Rasmussen fra Dansk Arbejdsgiverforening. Danskere opfatter normalt sig selv som imødekommende over for udlændinge, men med undersøgelsens konklusioner svarer selvforståelsen ikke til virkeligheden. »De kommer, når der er attraktivt, og de bliver kun, så længe der er attraktivt. Det er intellektuelle nomader«, siger Tine Horwits, der er leder af Consortium for Global Talent, hvor man også har studeret Dagmar Finks undersøgelse.




























