Vi propper os, til vi segner

Lyt til artiklen

Flæskesteg, andesteg, brunede kartofler og risalamande. Julens mad smager og dufter godt så godt, at mange propper sig, til kroppen bukker under. Prisen er mavesmerter, kvalme, åndenød, i nogle tilfælde ildebefindende – og en tur på hospitalet. Der findes ikke tal på omfanget af indlæggelser, men lægerne er ikke i tvivl: Det sker hvert år. »Vi ser det hvert år omkring jul, det er et klassisk mønster, der gentager sig. Der er ingen grund til at være hellig, men man kan godt nyde julen uden at blive utilpas, fordi man har spist fire skiver flæskesteg i stedet for én«, siger Svend Trautner, der er korpslæge i Falck, som har ambulancekørsel over det meste af landet. »Kvalmen er udtryk for, at mavesækken er udspilet. De fleste unge klarer det ved at kaste op, men hvis man er lidt oppe i årene, har man ikke lige så let ved at kaste op. Samtidig belaster for meget mad kroppen mere, når man er ældre«, fortæller korpslægen.Råder folk til små portioner Svimmelheden kommer, fordi man forlænger fordøjelsesprocessen, når man spiser mere, end maven kan klare. Tarmsystemet skal derfor bruge flere kræfter, mere blod og mere ilt, og det gør iltgennemstrømningen til hjernen mindre. Svend Trautner råder folk til at spise små portioner og sætte vand på middagsbordet, så man undgår at blive dårlig. Han minder samtidig om, at de ældre familiemedlemmer – der oftest er dem, der bliver indlagt – har brug for mere tid til at spise end de yngre: »De spiser gerne langsommere og er ikke vant til at spise meget, så det er vigtigt ikke at presse dem og i det hele taget hente dem, så de kan nå at falde til og få drukket nogle glas vand inden maden«. Juleaften forrygende travl På Roskilde Sygehus modtager man hvert år forspiste patienter, der kommer ind med ambulancen, fortæller afdelingssygeplejerske Aase Gunder. »Juleaften er forrygende travl her på grund af folk, der spiser for meget. Det er især ældre eller folk, der har dårligt hjerte eller fejler andre ting, der kommer ind. De bliver behandlet på Medicinsk Afdeling, hvor de får taget blodprøve og hjertekardiogram«, siger hun og tilføjer: »Hvis ikke vi finder noget usædvanligt hos patienten – og de har symptomerne på at have forspist sig – går vi ud fra, at deres utilpashed skyldes for meget mad. Ofte siger de selv, hvis de har spist meget«. Selv om indtagelsen af flæskesteg og and i rigelige mængder kan være smertefuldt, er det sjældent meget alvorligt, fortæller ledende overlæge på Aalborg Sygehus Karsten Hindsholm. »I nogle tilfælde tømmer man den overfyldte mavesæk kunstigt. Det er det eneste, man kan gøre. Jeg kan ikke huske, jeg har set patienter med overindtag af mad, der har haft det så dårligt, at de er kommet på traumeafdelingen«, siger han. Ifølge formanden for de praktiserende læger i Nordjylland Kaj Bernth, der jævnligt bliver kaldt ud til forspiste danskere julenat og juledag, kan for meget julemad i værste fald resultere i tarmslyng. Hans erfaring er, at det ikke kun er ældre mennesker, der bliver syge, men også midaldrende, der er meget tykke. Tarmene bliver voldsomt udspilet »Tarmslyng er ikke ufarligt, for tarmen går helt i stå. Så skal maden enten suges eller opereres ud. Men meget af det klarer vi ved at give en indsprøjtning ude hos folk, der gør, at tarmen ikke kramper så meget, og det gør mindre ondt«, siger han. Fødevaresociolog og professor ved Københavns Universitet Lotte Holm forklarer, at en af årsagerne til, at mange overmæsker sig i mad netop i julen er, at vi som regel er sammen med de mennesker, vi kender allerbedst. »Der er normer for, hvad man anser for at være passende mængder mad i forskellige miljøer. Er man sammen med folk, men ikke kender så godt, er det pinligt og meget upassende at spise meget«, siger hun med udgangspunkt i en undersøgelse, hun har lavet om danskernes forhold til appetit og mæthedsfølelse. »Men i intime sammenhænge med gode og tætte venner synes mange folk, det er dejligt at spise så meget, at man er nødt til at ligge ned bagefter. Man giver sig bare hen i nydelse og lyst og bliver ved, til man ikke kan rokke med ørerne. Fordi julen er et tidspunkt, hvor alle fejrer samtidig, kan det mærkes på hospitalerne og bliver tydeligt«. Ud over det legitime i at spise meget, når man er sammen med folk, man kender godt, forklarer fødevaresociologen de mange hospitalsindlæggelser med den fede mad. »Samtidig er der rigeligt af den, og så er julen meget koncentreret om mad både under måltiderne og mellem dem«, siger Lotte Holm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her